Gode råd til opfindere

Sæby 5. september 2002 08:00

PANDRUP:25 opfindere var tirsdag aften mødt op til Teknologisk Instituts første stop på deres Tour de Opfinder. Konsulent Rasmus Offersen fra instituttet rejser i september og oktober landet tyndt fra Sæby til Vordingborg. I Pandrup havde han især gode råd til præsentationen af en opfindelse, når den skal sælges. Opfinderne i Pandrup har ideer til nye typer af flyvinger, solfangere og cykler, men ifølge Rasmus Offersen kan man have nok så mange ideer, det nytter bare ikke noget, hvis ikke man kan komme videre. - De kender ikke spillereglerne og hvordan beslutninger træffes i virksomhederne. Det er den viden, jeg håber, vi kan hjælpe med, siger Ramus Offersen. I sit oplæg til de idefulde mænd og kvinder kom Rasmus Offersen ind på mange misforståelser, når opfinderes verdenssyn kolliderer med virksomhedernes virkelighed. - Risikoen for, at nogen stjæler jeres ide, overgåes langt af sandsynligheden for, at ingen er interesserede i den, lød den hårde dom. Efter den ublide begyndelse kom konsulenten også ind på, hvordan man laver sit forarbejde, så man virker troværdig i forhandlingssituationen. Mange af de små fifs, som at virke ædruelig og være pænt klædt på, var oplagte, men mange tog øjensynligt til efterretning, at skriftlige opfølgninger og hemmelighedsaftaler alt sammen er en naturlig del af salget. Henrik Fischer fra Biersted kan kende mange af de gode råd og håber, at kunne bruge nogle af dem fremover. Selvom han kendte de fleste tricks, fik han under mødet øjnene op for, at man måske skal have hjælp, når opfindelsen helt ud over rampen. - Jeg har opfundet i - et slag på tasken - 15 år. Jeg har prøvet det alt sammen, og haft det inde på livet. Jeg kan sagtens bruge nogle af rådene, og jeg kan høre, at jeg skal have fat i erhvervschef Povl Bjarne Jensen, for det drejer sig ikke om pebernødder, siger Henrik Fischer.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...