Gode råd til skøre mænd og kvinder

HJØRRING:Mandag 20. oktober er national og international Osteoporosedag med fokus på knogleskørhed. Sygehus Vendsyssel markerer dagen med et åbent hus arrangement om formiddagen for alle interesserede borgere, og der vil være vejledning ved sundhedsfagligt personale. Der vil også være mulighed for at prøve træningsøvelser, som kan laves hjemme, og der uddeles træningselastikker. Desuden bliver der mulighed for at teste, om man får kalk nok, og der informeres om Osteoporoseforeningen i Danmark. Knogleskørhed - eller osteoporose - er en sygdom, der rammer mere end hver tredje kvinde og ca. hver tiende mand. Sygdommen gør knoglerne porøse men ved at følge nogle enkelte leveregler, kan man beskytte sin knoglemasse og dermed reducere risikoen for at udvikle knogleskørhed. - Vi vil selvfølgelig gerne rådgive de borgere, som allerede har fået konstateret sygdommen eller er i risikogruppen, for der er mange små leveregler og ideer, der kan gøre hverdagen lidt lettere og mere sikker. Hjemmets indretning er f.eks. én af de ting, som vi gør opmærksom på ikke er helt uvæsentlig. Dårlig belysning og løse tæpper er et par af de ting, som kan medføre at ældre mennesker falder og brækker hoften eller håndleddet, fortæller fysioterapeut Winnie Hansen, som til daglig arbejder med patienter med knogleskørhed i forbindelse med sygehusets Osteoporose-skole. Hun forklarer, at sygehuset specielt gerne vil give råd om, hvordan man livet igennem behandler sine knogler på den bedste måde. - Det er vigtigt at opbygge så tæt en knoglemasse som muligt, imens man er barn og ung, men selvom man har rundet de 40 år, eller er på vej ind i alderdommen, er der stadig mange ting man kan gøre for at hæmme tab af knoglemasse. Det er aldrig for sent at gøre noget, fortæller Winnie Hansen. Har man mistanke om at man lider af knogleskørhed eller har risiko for at udvikle sygdommen, kontakter man egen læge, som ved en samtale og en simpel undersøgelse får et fingerpeg om, at der foreligger risiko for knogleskørhed. En ufarlig knoglemineralscanning på sygehuset vil kunne afdække, hvilken tæthed knoglemassen har, og dermed om man har knogleskørhed eller ej.