Turisme

Gode strømme over vandet

Frederikshavn Kommune har meget at tilbyde også svenske gæster

Dansk-svensk turistmøde på Nya Ullevi i Göteborg. Fra venstre Lars Y. Jensen, Arne Zachariassen og Toffe Lindskog.

Dansk-svensk turistmøde på Nya Ullevi i Göteborg. Fra venstre Lars Y. Jensen, Arne Zachariassen og Toffe Lindskog.

SÆBY:Turisterhvervet i Frederikshavn Kommune har mange steder rigtig fin medvind, og det skyldes, at der hele tiden er rigtig mange, der knokler for dels at servicere gæsterne, dels med at markedsføre området for at sikre masser af gæster i næste uge, næste år og de kommende mange år. Markedsføringen foregår på mange måder og i forbindelse med mange besøg derude, hvor nye kunder er at træffe. I det snart forgangne år var én af mange delegationer på PR-tur duoen Arne Zachariassen fra Dansk Folkeferies ferie- og kongrescenter Sæby Søbad og Lars Y. Jensen fra Frederikshavn Event. De gæstede som så ofte før Göteborg og mødtes i den nye lounge på byens flotte arena Nya Ullevi. - Som göteborgere behøver man jo ikke rejse så langt for at få gode oplevelser. Den nye storkommune Frederikshavn kan tilbyde rigtigt meget inden for internationale konferencer, sandstrande, koncerter, gode hoteller og tilmed også søslag i forbindelse med Tordenskioldsdagene, siger Toffe Lindskog fra den nye svenske rejsearrangør Europa Direkt, der ejes af 14 lokale busselskaber og markedsfører sig med totalferier blandt andet i Danmark. - Vi tilrettelægger rejsen, opholdet og oplevelser, der passer fint til Sæby Søbads flotte lejligheder og omgivelser. I og med at vores nabo Frederikshavn nu er slået sammen med Skagen og Sæby i en kommune med 65.000 indbyggere er godt for os. Vi ser på længere sigt Frederikshavn Kommune som en eventby med Göteborg som forbillede, siger Tofte Lindskog. - Vi har jo mange samarbejdspartnere i Sverige, og det er vigtigt at være på forkant hele tiden. Vi har rigtig mange gæster både fra Sverige og Norge, siger Arne Zachariassen fra Sæby Søbad. Han kunne på mødet i Göteborg blandt andet fortælle, at det har været vigtigt for Sæby at blive en del af storkommunen. - Vi får flere ressourcer og bliver den sydlige del af det internationalt kendte Skagen. Vi har i Sæby kort til det hele, og Sæby-området er jo i sig selv et dejligt område med flotte strande, en dejlig havn, en levende by og stor skov, siger Arne Zachariassen. Lars Y. Jensen fra Frederikshavn Event benyttede internettets Google Earth til at guide rundt og vise, hvad Frederikshavn Kommune kan byde gæsterne fra Sverige og hvordan frederikshavnerne har investeret i fremtiden. Det var blandt andet Arena Nord og Det Musiske Hus, men også budskabet om mange andre, spændende satsninger er sejlet med Stena Line til Sverige. Her nævnes for eksempel Frederikshavn berømte Palmestrand med de flotte palmer, som også Göteborg har købt nogle af. Men også store begivenheder som besøg af Al Gore, Hans Blix og Bill Clinton har i Sverige skabt respekt om frederikshavnernes evner til at arrangere stort. - Vi arbejder hårdt på at blive ligeså dygtige som Göteborg til at være en by og kommune med mange store arrangementer og tilbud, der tiltrækker både lokale og gæster. Og vi er godt på vej, fortalte Lars Y. Jensen sin svenske samarbejdspartner.