Gode takter i klassisk musikforening

Vesthimmerlands Musikforening har fem navne klar på næste program

AARS:Vesthimmerlands Musikforening har i snart 25 år beriget Vesthimmerland med det ene store musikalske navne efter det andet indenfor den klassiske musik. Med et beskedent budget og 8000 kroner i årligt tilskud fra Aars Kommune og andre tilskud fra amtet, Statens Musikråd og en række lokale pengeinstitutter er det lykkedes at hente navne som Michaela Petri, Lars Hannibal og Ulla Henningsen til Aars. Det fortsætter foreningen med, forsikrer formand Grethe Stæhr efter generalforsamlingen forleden. Den klassisk orienterede forening kan kun være tilfredse med sidste sæsons koncertrække, vurderer hun. Fra den Jyske Operas Kor i september til Zapolski Kvartetten, Anne Mette Stæhr og Claus Skjold Larsen, Trio Con Brio og Amalie Malling og Morten Zeuthen har der været flot fyldt op på lyttepladserne på Vesthimmerlands Gymnasium, der rummer foreningens foretrukne koncertsal. Vesthimmerlands Musikforening har hovedparten af næste års program klar. Ensemblet Eris, der spiller middelaldermusik, er udset til at optræde 11. september ved sæsonpremieren. Senere følger Duo Contra Pedersen, Paizokvartetten, Trio Racconto og pianisten Svend Birch.