Gode takter trods nederlag i Århus

To forsvarskiks kostede i træningskampen mod AGF. Debut til Wähler

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

kjetil wähler var godt tilfreds med debuten trods forsvarsfejlene. Foto: Grete Dahl

AGF-AAB 2-1 FODBOLD, TRÆNINGSKAMP Af Søren Olsson soren.olsson@nordjyske.dk ÅRHUS: Skuffelsen var svær at få øje på, selvom AaB tabte lørdagens træningskamp på udebane mod AGF med 2-1. For det var en kamp, hvor AaB fik vist gode takter på banen, og det var i sig selv ganske godt med tanke på, at holdet manglede fem spillere fra den normale idealopstilling, mens AGF stort set kunne stille stærkeste mandskab med undtagelse af den langtidsskadede Dioh Williams. AaB var bedst i en målløs første halvleg, men efter pausen kom AGF'erne ud med mere gejst, og det udmyntede sig i to lette scoringer. Og selvom AaB fik sat gang i presset i det sidste kvarter, så lykkedes det kun at få en enkelt pind sat ind, da Caca helt fri kunne sætte et hovedstød i et tomt mål efter et godt indlæg fra venstrekanten, som Steffen Rasmussen gik fejl af under hårdt pres fra den indskiftede Ronnie Schwartz. - Jeg er meget tilfreds med indstillingen og indsatsen, og det kan jeg glæde mig over selvom vi taber. Jeg synes langt hen af vejen, at vi er et bedre hold end AGF, men vi giver dem to lidt for lette mål. men så er det godt, at det kun var en træningskamp, grinede den fungerende træner Allan Kuhn, der vikarierede for Magnus Pehrsson, der er på P-træner kursus i Sverige, Nyt midterforsvar AaB stillede med en helt ny konstellation i midterforsvaret med nyindkøbte Kjetil Wähler, og Michael Beauchamp, der er vendt tilbage efter en længere skadespause, mens Patrick Kristensen og Lasse Nielsen startede på de to backpladser. - Jeg synes specielt, at Wähler gjorde det godt, mens Beauchamp stadig mangler noget efter sin lange pause, siger Allan Kuhn. - Det var dejligt endelig at få debuten, og jeg synes egentlig også, at det gik meget godt. Vi giver dem to mål, hvor vi mister bolden på vej fremad, men alt i alt synes jeg, at det var tilfredsstillende lyder det fra AaB's nye nordmand. Kampen var AaB's sidste træningskamp i Danmark inden holdet skal af sted til Tyrkiet på træningslejr, hvor holdet i den første uge møder norske Vålarenga. - I den periode skal vi arbejde med de spillere, der ikke var med i dag. det er jo trods alt nogle store profiler, som måtte sidde udenfor, og dem vil vi meget gerne have længere frem end de er lige nu, siger træneren med henvisning til navne som Steve Olfers, Kasper Risgård, Jeppe Curth og Kasper Bøgelund. - Kan vi holde dem skadesfri frem til træningslejren, så synes jeg for alvor, at vi er ved at være der, siger han. KAMPFAKTA: Mål: 1-0 Jerry Lucena (49. minut), 2-0 Patrick Kristensen (selvmål, 60. minut), 2-1 Caca (70. minut) AaB (4-5-1): Karim Zaza - Lasse Nielsen (Daniel Christensen, 45. minut), Michael Beauchamp (Ronnie Schwartz, 63. minut), Kjetil Wähler, Patrick Kristensen - Siyabomga Nomvthe, Thomas Enevoldsen, Thomas Augustinussen, Anders Due, Andreas Johansson - Caca Tilskuere: 800 på Fredensvang