Gode takter ved vikingeborgen

Et stort menukort giver masser af muligheder til både den store og den lille sult i Hobro.

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Indretningen er klassisk og ganske hyggelig.

Man kan ikke ønske sig en meget bedre beliggenhed for en restaurant, end den, som ejerne af den italienske restaurant for foden af vikingeborgen Fyrkat har fået sig. Vejen derud slanger sig rundt i landskabet, og pludselig er man fremme ved foden af den gamle borg, og for neden ligger den gamle røde mølle, der oprindeligt lå på Fyn men i tresserne blev flyttet til Hobro. Det er endnu en aften, hvor man kunne ønske, at mørket ikke stadig lå så tungt over landskabet, når klokken har passeret 18, men det er nu også ganske hyggeligt at gå hen over gårdspladsen med de toppede brosten, mens et par enkelte gamle lygter oplyser vejen. Indenfor bliver vi budt velkommen af den kvindelige del af det tysk/italienske værtspar og bliver bænket ved et bord i hjørnet - lige ved en kopi af det berømte Da Vinci-maleri, Mona Lisa. Kun et andet bord er optaget denne fredag aften i begyndelsen af marts, og værten har således masser af tid til af give os opmærksomhed. Vi får hver udleveret et menukort, og her må vi lige kigge efter en ekstra gang, for der er masser af muligheder. Her er alt fra de små italienske forretter, over pizza og større hovedretter, og det kan altså tage lidt tid at få et overblik over de mange muligheder. Mine medspisere er begge vilde med forretter, så de kaster sig glubsk ud i de mange muligheder. Min kvindelige medspiser vælger både carpaccioen og en bruschetta, mens min mandlige medspiser også vælger carpaccio - dog med fisk. Selv prøver jeg en anden italiensk specialitet - nemlig artiskokker, der er overhældt med en meget kraftig gorgonzola-sauce. Flot vinkort Der er også mange muligheder for at vælge en hovedret, og min kvindelige medspiser beslutter sig for at teste kokken på en af de klassiske italienske retter, lasagne. Jeg kaster mig over en entrecote, på italiensk en Bistecca al Porcini, der i denne servering kommer med smørsauce, hvidløgssmør og masser af Karl Johan svampe. Min mandlige medspiser bliver i fiskehjørnet og finder frem til et blandet grillfad med fisk. Et blik på vinkortet giver mange gode muligheder, og da maden absolut hører til i den billigere ende, vælger vi at flotte os med en flaske Brunello Montalcino fra 2001 (495 kroner) som rødvin, mens min mandlige medspiser gerne vil have et enkelt glas hvidvin til forretten. Min kvindelige medspiser har igen fået tjansen som chauffør, så hun må nøjes med en cola. Kort efter bestillingen, der både foregår på dansk og tysk, får vi lidt brød på bordet med oliven og en yoghurtdressing til lige at stille den hurtige sult. Ciabattabrødet er fint - god sprød skorpe og en god blød krumme med god smag. Og italienernes forkærlighed for oliven deles af de fleste ved bordet. Snart finder forretterne vej til vores plads, og her kommer vi ud for en lidt blandet oplevelse. Fiskecarpaccioen er en blanding af laks og torskefisk lagt på et leje af små sprøde salater og overhældt med en vinaigrette, der jo også hjælper til som tilberedning af fisken. Fisken er velsmagende, men desværre er den taget op af fryseren for sent, for der er enkelte stykker, der ikke helt har nået at tø op. Husets hvidvin er i glasset, og medspiseren er ganske godt tilfreds. Tilpas tør uden at være den helt store oplevelse. Selv er jeg godt tilfreds med mine artiskokker, der er dejligt sprøde og med masser af bid, mens der absolut er rigeligt af den gode gorgonzola-sauce. Min kvindelige medspiser er meget begejstret for bruschettaen - små stykker af italiensk brød med fyld af tomater, basilikum og en god olivenolie, og da jeg selv får en smagsprøve, må jeg absolut give hende ret. Det er en særdeles glimrende forret med masser af smag og en behagelig følelse i munden med det sprøde brød og de bløde tomater med masser af oliesmag. Til gengæld er begejstringen mindre for carpaccioen, som man efterhånden ser på de fleste restauranter. Den tyndt skårede oksefilet ligger som sædvanlig på et leje af rucolasalat, og der er parmesanost ovenpå. Ikke noget galt i serveringen - til gengæld er der ikke meget smag i kødet. Det får beskrivelsen kedeligt. Farvestrålende hest Mens vi venter på hovedretten, er der tid til at kigge lidt nærmere på stedets indretning, hvor vores blik straks falder på en lille hestefigur med fjer i farvestrålende neonfarver. Nærmere adspurgt kan vores værtinde fortælle, at der er tale om et italiensk forårssymbol. Ellers er der flere kopier af klassiske kunstværker, mens loftslamperne til gengæld minder os mere om en gammel folkeskole. Rødvinen er kommet i glasset. Brunello-druen er en klon af den klassiske Sangiovese-drue, der bruges til fremstilling af Chianti, og vinene, der dyrkes i området omkring Montalcino, skal bestå 100 procent af denne drue. Denne aften skuffer den i hvert fald ikke. Et glas, der allerede ved første duft leder tankerne hen på frugt og sommer, masser af smag og god fylde. Et glas fyldt med klasse for at sige det lige ud. Så er det tid til hovedretterne, og igen er der tale om en blandet landhandel. Min kvindelige medspiser er skuffet over sin lasagne, der har god konsistens og kommer i en stor portion. Pasta, kødsovs og ost ser godt ud, og som sådan er der ikke noget galt, men smagen lader noget tilbage at ønske. Den smager ikke af særlig meget, og det er synd. De to andre hovedretter fejler til gengæld ikke noget. Min mandlige medspiser får en meget flot tallerken med blandet fisk. Der er laks, stegt helt perfekt, så den stadig er en lille smule rå i det inderste. Lidt hummer og rejer med masser af smag. En torskefisk med sprød skorpe, men til gengæld meget flot kød indenunder, der nærmest falder fra hinanden. Som tilbehør er der lidt grøntsager og lidt smørstegte kartofler. Og der er smag nok i tallerkenen til at give modspil til den gode rødvin. Selv får jeg en fin moppedreng af en rød bøf ind. Jeg blev ikke spurgt om tilberedningen, men den er stegt medium til den røde side. Svampe er der masser af, og de har god smag, mens smørsaucen er en lille smule tandløs. Også her er der lidt ekstra grøntsager og de samme kartofler, og det er alt i alt en ganske fin hovedret. Fin atmosfære Efter hovedretten må vi dog erkende, at mæthedsgrænsen er nået, og for en gangs skyld undlader vi at bestille dessert. I stedet er der tid til at nyde den gode rødvin og stedets fine atmosfære, der er ganske hyggelig. Der er mange gode takter på Restaurant Fyrkat Mølle - Il Mulino, men desværre også enkelte kiksere. Menukortet er så stort, at det er svært at forestille sig, at alle råvarer kan være helt friske hver dag, og det koster desværre på smagsoplevelsen i enkelte retter. Men i de retter, hvor det går godt, går det rigtig godt, og derfor ender vi denne gang med to gafler og et hjerte. Stedet kan hurtigt finde vej til tre gafler med lidt mere kontinuitet, og prisen er lav, for en slutregning på 1.266 kroner kan man ikke rynke på næsen af. Slet ikke med tanke på, at det er for fire forretter, tre hovedretter og en flaske rigtig god rødvin. Restaurant Fyrkat Mølle - Il Mulino, Fyrkatvej 45, Hobro Tlf.: 98 52 10 65 Åbningstider: Mandag, onsdag og torsdag 11.30 - 22.00, fredag og lørdag 11.30 23.00, søndag 11.30 - 22.00