Børnepasning

Gode ting at fejre i børnehaven

Tilladelse til at bygge om gav mere at fejre til fem-års fødselsdag

FJERRITSLEV:Bondegårdsbørnehaven fejrede mandag sin fem-års fødselsdag med to kæmpe lagkager, fødselsdagssang og flag. De har nu fået noget mere at fejre, da Kommunalbestyrelsen har bevilliget penge til en ombygning og renovering af de gamle staldbygninger. - Vi er usandsynlig glade for, at vi skal have ordnede forhold, siger souschef og pædagog på Gl. Dalhøj, Mette Fyllgraf. Børnehaven skal have renoveret hovedbygningen, som er et gammelt stuehus. Desuden bliver en stor del af stalden inddraget til beboelse. Børnehaven får toiletter og personalerum og et større køkken med plads til cirka ti børn ad gangen. - Der er mange forældre, også fra oplandsbyerne, der vælger os til deres børn, fordi vi har dyr og gode udfoldelsesmuligheder udenfor, så det er lækkert, at vi nu får gjort børnehaven tidssvarende, forklarer Mette. Det er planen, at byggeriet skal gå i gang til sommer, så børnene kan være udenfor eller på værkstedet, mens renoveringen står på. Desuden skal 20 af børnene begynde i skole til sommer, så der bliver mere plads til de resterende børn, mens ombygningen står på.