Gode veninder og skønne heste

Lisa drømmer om at blive fotograf og fandt nemt frem til gode øjeblikke

VOERSÅ:Lisa Frahm Kristensen er netop blevet 14 år. Hun betragter sig selv som en følsom pige, der har mange gode veninder. Lisa spiller fodbold, og hun har halvpart i en hest ved navn Sahsa. Hun bor sammen med sin far og mor og hendes to storebrødre i et hus i Voerså. Drømmen er at blive fotograf, så det var noget af en succes-opgave NORDJYSKE kom med. Hun har sit eget kamera, og Lisa fortæller, at hun ganske enkelt "fotograferer alt". Vi ankom til huset på Blishønevej et par dage inde i juleferien, hendes brødre sov endnu, mor og far var ude, så der var ro og fred til at tale om de tre øjeblikke, som er udvalgt. Ferieturen I efterårsferien var Lisa på ferie sammen med sin familie. Og for første gang inviterede hun en veninde med på turen, hvilket var en stor succes. Veninden hedder Line, og turen gik til et stort feriecenter, der ligger i Tyskland. Turen varede i tre dage, vejret var godt, og i centret var der mulighed for at prøve en lang række aktiviteter. Men det bedste var at have en god veninde med på turen. Sahsa Lisa har en halvpart i en hest ved navn Sahsa. På den måde skiller hun sig ikke ud fra mange andre teenagepiger, der også føler sig tryllebundet af heste. Men hvad ER der med de heste? Hvad er det de kan, og hvad er det de gør? I forhold til andre kæledyr har en hest en stor personlighed, mener Lisa. Og selv om hun ikke ligefrem tror på, at heste er væsener med specielle og højtudviklede følelser og tanker, så er der alligevel et eller andet, der fænger. For eksempel kan Lisa huske dengang, hun i en periode var ked af det og nedtrykt. Hun tog hen til sin hest, og for første gang lagde den sit hoved på Lisas skulder. - Det virkede faktisk som om den trøstede mig, siger Lisa og griner lidt genert. Og så er der noget magisk ved at sidde ovenpå et så stort dyr og ride en tur langs med vandet og videre gennem skoven - det er afslappende, og man tænker gode tanker. - Det er samtidig en god oplevelse at have et ansvar for en hest og at sørge for at pleje den på den rigtige måde, fortæller Lisa. Sahsa står ude ved en veninde, der hedder Camilla, og som selvfølgelig også har en hest. Billedet er taget ude ved den gård, hvor hestene hører til. Copycat er forrest, og bagved ses Sahsa. Fødselsdagen Sidste billede er et øjeblik fra Lisas 14-årige fødselsdag. Veninderne var inviteret til overnatning inde i de bløde møbler i stuen, og fra venstre er det Line, Cathrine og Mathilde. Udover at spise slik og drikke sodavand, blev der også set videofilm i massevis. - Det var første gang, jeg havde inviteret veninder til at overnatte i forbindelse med min fødselsdag. Vi talte om alt muligt, blandt andet fyre, musik og film, fortæller Lisa. Som det fremgår har hun mange veninder, og hun stiller krav til et venskab. - Veninder skal man kunne stole på. Jeg skal være helt sikker på, at det jeg fortæller ikke kommer videre til andre. Hvis en veninde er glad, så er jeg også glad, siger Lisa.