Godfather og Gregersen

Det er den dyreste danske film nogenside. Det er den længste danske film nogensinde. Det er den mest markedsførte danske film nogensinde. Og den er baseret på 70'ernes mest omtalte danske romanserie. Vi siger velkommen til "Familien Gregersen". Og vi siger velkommen til filmproducenten Regner Grasten. Manden der skabte Anja og Victor-filmene, Krummefilmene, Askepop og gode andre solide kassesuccesser. Manden, der om nogen er købmanden i dansk film. Manden der bare knuselsker film. Manden der for fem år siden forelskede sig så grundigt i en romanserie, at han på stedet købte filmrettighederne. Manden der har satset 11 millioner af sine egne kroner på at få lavet denne film. Ikke (bare) for at score kassen. Men for sine børns skyld. - Nu vil jeg lave en film for mine børn, for at vise dem, hvad de ikke skal gøre, hvis de vil protestere mod den tid vi er i, siger Regner Grasten. Han holdt nemlig meget af 60'erne og 70'erne, og den frihed, de gav. Men mener også, at kortene blev spillet forkert. At der blev begået nogle forfærdelige fejltagelser, som gjorde, at vi i stedet fik 80'erne og 90'erne. - Hvorfor kom 80'erne og 90'erne så voldsomt med karriere og yuppier og penge, når nu 70'erne var så fantastiske og havde dette gode budskab. Det gav bøgerne mig faktisk en forklaring på, og nu er vi midt i det igen, mener han. Denne gang skal vi bare lære at passe på. - Derfor er filmens budskab også: Tænk på jeres børn. Tal med jeres børn. Timingen virker fornem: "Familien Gregersen" dukker op, mens hele Danmark er optaget af "Krøniken" på tv. - Jeg startede altså dette projekt for fem år siden. Vi driller "Krøniken" lidt, for dette er den ægte vare. Kampmann skrev jo dengang. Han var lige midt i det. "Krøniken" er skrevet i dag. Vi er meget glade for "Krøniken", for dens dramaturgi ligger i historien. Kampmanns dramaturgi finder vi i følelserne. På den måde er de to meget forskellige. Men krøniken er med til at sælge mine billetter. Det er den bedste forfilm, jeg kunne tænke mig, fortæller Regner Grasten. Det er Charlotte Sachs Bostrup, der har instrueret filmen. Det er hendes fjerde film i samarbejde med Regner Grasten. Hun har blandt andet instrueret Askepop og to af Anja og Victor-filmene. Vi spørger hende, hvilken udfordring, der var størst, da hun lavede denne film. Og hun nævner først og fremmest, at filmen ikke har nogen hovedrollefigur: - Det sværeste var at overvinde mig selv til at tro på, at man kan fortælle på denne måde. Jeg håber da, det lykkedes. Jeg har været fristet til at vælge en hovedrolle, men har ikke vidst, hvem jeg skulle gøre det med. Man kunne have udeladt nogle, men så havde det ikke været Kampmanns bøger. Du er nødt til at forstå dette puslespil. Du får alle disse mange brikker, og så er du nødt til at lægge det sammen. Selv om jeg har været fristet, har jeg også vidst, at det ikke kunne lade sig gøre. Normalt siger de dramaturgiske regler, at man har en hovedperson, der har en vilje og et mål. Vi følger et projekt. Her var vi i en anden boldgade. Det mindede mere om Godfather - uden nogen sammenligning i øvrigt - men hvor du også følger en stor familie og følger forskellige spor i dene familie. Det, Godfather har, og som vi ikke har, er en konstant trussel. Der ligger en stemning af død. Det er hele tiden farligt. Sådan er det ikke her. Vi skildrer en borgerlig familie. Der er ikke nogle pistoler under hovedpuderne eller afhuggede hestehoveder i sengetøjet, siger Charlotte Sachs Bostrup. Hun har bevidst fravalgt brugen af de kendte skuespillere: - Jeg ved hvor mange dygtige skuespillere, der er i Danmark. Det er synd, at man bliver ved med at bruge de samme. Det går ud over troværdigheden. Jeg havde lyst til at tage de yngre, ukendte ind. Det har været dejligt, siger hun. - Kendte skuespillere vil tage fokus fra karakteren. Det kommer de automatisk til. Man går ind for at se dem og ikke historien. Allerede der har du mistet forspringet. Karaktererne er altafgørende for denne film. Vi vælger kun dem, der er gode, til rollerne. Så bliver Kampmann stjernen, supplerer Regner Grasten. Filmen handler om slægtshistorie, og det er jo et evigt populært emne: - Folk har lyst til at beskæftige sig med noget, der er mere perspektiv i, end bare hvad der sker her og nu. Der er en nysgerrighed omkring det, der skete i 60'erne, og 70'erne. Hvad var det for nogle forandringer i samfundet og de familiære strukturer, og hvor er vi i dag. Alle de eksperimenter, der blev lavet dengang, har vi jo forkastet igen. Vi er vendt tilbage til 50'er-agtige adfærdsmønstre, siger Charlotte Sachs Bostrup. - Filmen handler ikke så meget om de problematikker. Det vil sige: utroskab findes jo stadig i dag. Dengang syntes man bare, at man skulle tale om det og acceptere det hos hinanden. Og det lykkedes ikke så godt, må man sige. Det var for svært at have med at gøre, så i dag gør folk det bare hemmeligt igen. Så er alt tilbage ved det gamle, mener hun. Hun har først læst bøgerne, lang tid efter hun gik i gang med at lave filmen: - Det var et bevidst valg, at jeg ikke læste bøgerne før manuskriptet til filmen var færdig. Det var nødvendigt, at der var en, som overhovedet ikke kendte bøgerne, men som kunne se materialet kun som film. Og når jeg fandt problemer i manuskriptet, kunne jeg gå til Regner, og så kunne han finde en scene fra bøgerne, som kunne fylde det hul ud. Da vi så var tilfredse med filmens manus, læste jeg naturligvis bøgerne. Og så syntes jeg, at vi havde truffet de rigtige valg. Men jeg har ikke kunnet læse dem som almindelige bøger, for da var jeg fuldstændig inde i arbejdet med filmen. For mig var bøgerne et arbejdsredskab. Ikke en facitliste, men en inspirationskilde. Jeg glæder mig til at læse dem igen om et par år, når det hele er på afstand, siger hun. Det har kostet 28 millioner kroner at lave filmen. Desuden er der sat tre millioner kroner af til markedsføringen. Filmen er fra i dag ude i 70 kopier, og den vises næsten overalt. Der skal 300.000 mennesker ind at se den, for at den løber rundt.