Godkendt til begrænset drift

18. oktober 2002 08:00

KØBENHAVN: Jernbanetilsynet besluttede i går at godkende den københavnske metro til begrænset drift. Dermed er der givet grønt lys til, at dronning Margrethe som planlagt kan indvie metroen på lørdag. Metroen er således godkendt til kørsel med passagerer, men den begrænsede godkendelse betyder, at der skal være seks minutter mellem hvert metrotog i de første to måneder, og dermed kan metroen kun køre med halvt så mange tog, som Ørestadsselskabet havde regnet med. Jernbanetilsynet har dog skærpet sikkerheden yderligere ved også at kræve, at der altid skal være en togsteward i hvert tog og mindst en person på hver perron. Efter en periode på to måneder skal Ørestadsselskabet og leverandørerne kunne dokumentere, at de tekniske systemer kører stabilt, samt at hele personalet har fået både uddannelse og praktisk træning i alle procedurer omkring driften af de førerløse tog. Først når de vilkår er opfyldt, vil Ørestadsselskabet kunne ansøge om og få tilladelse til fuld drift af metroen. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...