Godt 3000 på antikmesse

foto: ajs nielsen
Aalborg 9. oktober 2006 06:00

{ AALBORG: I aftes lukkede den 14. udgave af Antik & Design i Europahallen i Aalborg Kongres & Kultur Center efter tre dage. Messen blev besøgt af i alt 3340 personer, og søndag blev den største besøgsdag med godt 1267 besøgende. I 2005 besøgte 3709 personer messen, men messen varede fire dage sidste år, og derfor er arrangørerne godt tilfredse med tilnærmelsesvis at have samme antal besøgende. Sammenlignes med 2005-messens besøgstal fra fredag til søndag sidste år viser besøgstallet i år nemlig en fremgang på syv procent, oplyser pressechef Esben Lind Simonsen fra Aalborg Kongres & Kultur Center. En rundspørge hos messens udstillere viser ifølge Esben Lind Simonsen, at der generelt har været godt gang i salget – ikke mindst af de lidt mere kostbare antikviteter. Og flere af de 36 udstillere har da også allerede reserveret plads til næste års udgave af Antik & Design. I 2007 flytter Antik & Design tilbage til november – nemlig i dagene fra torsdag 8. til søndag 11. november.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...