Musik

Godt 800 købte billet til Broen i Vilsund

Deltagertallet var dog langt højere, fremhæver arrangørerne, der allerede kigger frem mod næste år

FESTIVALEN BROEN, der blev afviklet på begge sider af Vilsundbroen 4. september, var en succes, konkluderer de unge arrangører. Arkivfoto

FESTIVALEN BROEN, der blev afviklet på begge sider af Vilsundbroen 4. september, var en succes, konkluderer de unge arrangører. Arkivfoto

Undervejs i forberedelserne var det bestemt ikke alt, der gik, som det skulle. Men da solen skinnede ned over Vilsundbroen lørdag 4. september, og unge mennesker myldrede frem og tilbage mellem Thy og Mors for at høre musik og hygge sig, lignede festivalen Broen alligevel en succes. Det er også arrangørernes egen konklusion. Arbejdsgruppen, der først og fremmest består af unge mennesker med tilknytning til LAG Thy-Mors' ungdomsafdeling LAGSEN, holdt evalueringsmøde forleden, og her var der enighed om, at resultatet stort set blev, som man havde satset på. - Vi kan sige, at der var godt 800 betalende deltagere, hvoraf 230 havde købt deres billet i forsalg, mens 590 købte den ved indgangen. Dertil kommer cirka 130 unge, der var med via projektet C-money, fortæller LAG-koordinator Laurids Mortensen. C-money giver unge i 7.-9. klasse i Thisted, Morsø og Jammerbugt Kommuner mulighed for at købe kulturoplevelser for kulturpoint, som de kan optjene på nettet. Reelt kunne de altså købe en gratis billet til Broen, og derfor undrer det Laurids Mortensen noget, at tallet ikke var højere end 130. Desuden deltog cirka 120 frivillige, og så var der alle dem, der lagde vejen forbi i nogle timer uden at købe billet til koncertområderne. - Det har været et sted mellem 1000 og 2000 mennesker, vurderer Laurids Mortensen. Tingene lykkedes Festivalen blev hjulpet godt på vej af et helt fantastisk sensommervejr. Samtidig var det lykkedes for arrangørerne at skrue et musikprogram sammen, der præsenterede flere kendte navne fra den danske musikscene samt eksotiske indslag i form af afrikansk hiphop og breakdance. - Set på alle måder har det været en succes, fastslår Laurids Mortensen og tilføjer: - Alting lykkedes på trods af alle de problemer, de unge løb ind i undervejs, og alle de fejl, der blev begået. Nervøsitet undervejs Det var de unge selv, der stod for 99 procent af planlægningen. Og LAG-koordinatoren indrømmer, at han flere gange undervejs frygtede, at festivalen kunne ende som en fiasko, hvor folk bagefter ville bebrejde LAG Thy-Mors for at hælde godt 700.000 gode tilskudskroner direkte ned i Vilsunds dybe vand. - Det var stressende for de unge og nervepirrende for mig, at de først meget sent fik de store musiknavne på plads, så de kunne lave et færdigt program. Og på et tidspunkt måtte jeg også banke i bordet og sige, at nu skulle de have sat nogle annoncer i, fortæller Laurids Mortensen og tilføjer: - Samtidig var det lidt af en øjenåbner for mig at se, hvor godt annoncering via facebook og lignende fungerer i forhold til den målgruppe. Det er en helt anden måde at arbejde på. Mod på at gøre det igen Med godt 800 betalende deltagere løber entréindtægterne op i cirka 110.000 kroner. Dertil kommer altså tilskud på godt 700.000 kroner, så der har været et stort budget at gøre godt med. Så mange penge kan de unge næppe forvente at have til rådighed næste år. - Det har jeg gjort klart for dem. Men de har meget mod på at gentage arrangementet næste år igen, måske i en lidt anden form, og de arbejder allerede seriøst med det, fortæller LAG-koordinatoren. Med hensyn til det store tilskud, der fortrinsvis er kommet fra landdistriktsmidlerne og EU, har Laurids Mortensen lavet et hurtigt lille regnestykke: - Med cirka 1000 solgte billetter giver det et tilskud på cirka 700 kroner pr. billet. Til sammenligning giver staten 900 kroner i tilskud til hver billet, der sælges til Det Kongelige Teater, ifølge en artikel fra Information i år.