Lokalpolitik

Godt år for Venstre i Hjallerup-Thorup

HJALLERUP:På Venstres Hjallerup-Thorup vælgerforenings generalforsamling fortalte foreningens formand, Johan Jørgensen, om et godt år for venstre, om et tilfredsstillende valg for regeringen og om det samarbejde Venstre i Brønderslev og Dronninglund Kommuner har indledt af hensyn til den kommende kommunalreform. Han opfordrede i den forbindelse stærkt medlemmerne til at møde frem til et møde i Brønderslev i aften, hvor venstre skal opstille sin borgmesterkandidat til det kommende kommunalvalg. Det vil i den forbindelse være godt, hvis det blev Dronninglunds nuværende borgmester, Mikael Klitgaard, der bliver kandidaten, og muligheden er absolut til stede, idet de to vælgerforeninger i Brønderslev og Dronninglund har omtrent det samme antal medlemmer. Så det gjalt om at få så mange med som muligt fra Dronninglund. Foreningen har en god økonomi, og der var genvalg til bestyrelsen. Generalforsamlingen blev overværet af 50 medlemmer. Kandidatmødet holdes i aften i Nordjyllands Idrætshøjskole i Brønderslev kl. 19.30