Godt arbejdsvejr

BROVST:For maskinstationerne kunne vejret ikke være bedre. Der er ikke kommet meget nedbør i vinter og i foråret, så markerne er tørre og nemme at køre på. - Det er perfekt vejr til at arbeje i marken. Vi kører ikke fast nogen steder, for markerne er tørre, fortæller ejeren af Canada Maskinstation, Niels Christian Jensen. Hans kollega Jesper Clausen fra Sønderøkse Ny Maskinstation giver ham ret. - Det hele er gået meget lettere, fordi vi har haft det gode vejr. Der er ikke kommet så meget nedbør i vinter, så vi sidder ikke fast på markerne, siger han. De er begge ved at gøre klar til at så majs. Den øvrige forårssåning er de næsten færdige med, så nu går tiden med at pløje markerne, så majsfrøene kan komme i jorden. - Onsdag startede vi med at så majs, ellers kører vi gylle og møg ud på markerne, fortæller Niels Christian Jensen. Maskinstationerne har nok at lave, men ikke så meget, at de bliver stressede. - Jeg kan godt følge med. Der er ikke så meget at lave om foråret som tidligere, fordi vintersæden allerede er i jorden, forklarer Jesper Clausen, og det bekræfter Niels Christian Jensen.