Godt gang i julens dekorationer

Nissebanden har i 40 år samlet sig hos Lene Pedersen for at lave dekorationer og kranse

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

SKAGEN:Selve ordet ”Nissebanden” leder nok tankerne hen på nogle ganske populære julekalendere fra 80’erne, men i Skagen findes der altså også en sådan bande.

De har traditionen tro ganske travlt disse dage ude på ”Julemandens Værksted”, som for dem ligger på Middelbanke.

Gennem de seneste 40 år har en stab på syv stykker nemlig lavet juledekorationer og kranse samt andet udendørs pynt til KFUM-spejdernes julestue, som i år åbner lørdag 28. november klokken 10 ved Spejderhuset på Markvej.

- Det er jo en fast tradition, at vi sidder her i vores garage en uges tid op til julestuen og laver dekorationer. Og der bliver mange forskellige at vælge mellem, fortæller Lene Pedersen, der lægger lokaler til Julemandens Værksted.

Her i det hyggelige værksted sidder de arbejdsomme damer nemlig gerne fra morgen til aften og laver de flotte dekorationer.

Meget sociale

Og selvom der bliver lagt mange timer i værkstedet op til julestuen, er det noget, damerne går til med glæde og smil på læberne.

- Det er jo frivilligt arbejde, som vi hygger os meget med. Vi er meget sociale herude og har sågar faste pladser i værkstedet, smiler Lene Pedersen, mens hun behændigt pynter en trærod med friske granstykker.

Der sælges for øvrigt også nisser i julestuen, og deraf kommer navnet på gruppen.

- Vi er syv damer, der sidder i spejderhuset nogle aftener hele året rundt og laver nisser, og så er det jo meget sjovt, at vi kalder os nissebanden, afrunder Lene Pedersen.

Overskuddet fra julestuen går for øvrigt til spejderne.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.