Hvorup

Godt gemt oase

Lille sejlklubs område er en sand perle

Hvis man kan abstrahere fra lyden fra motorvejen, er Sundby Hvorup Sejlklub en oase i en liga for sig.
Hvis man kan abstrahere fra lyden fra motorvejen, er Sundby Hvorup Sejlklub en oase i en liga for sig. Hans Ravn

SUNDBY/HVORUP: Meget lille og godt gemt for enden af en blind vej, der er forsynet med skilte om, at området er privat og uvedkommende færdsel forbudt, ligger Sundby Hvorup Sejlklub. Det med det private og forbudt skal nok tages med et gran salt. Sejlklubber er her til lands pr. definition åbne områder, hvor man kan færdes efter de regler, der er på området.

Den lille sejlklubs område er en perle. Skærmet af fra omgivelserne med gamle træer og store buske, der dog ikke kan fjerne lyden fra motorvejen, der er nærmeste nabo, velholdt og velpasset. Det signalerer med al ønskelig tydelighed, at stedet bruges af mennesker med kærlighed til og respekt for stedet.

Sejlklubben er godt 52 år gammel, og stedet var en gang blot et stort hul i området, hvor et teglværk i Nr. Uttrup gravede ler til teglsten. Aalborg Portland overtog området, og solgte det siden til sejlklubben.

Høj gennemsnitsalder

De første broer på stedet, de første små bygninger var primitive og findes ikke mere.

I dag er der tidssvarende bådebroer, moderne klubhus, haller, så de fleste både kan stå under tag om vinteren.

På klubbens hjemmeside jokes der med, at gennemsnitsalderen i klubben er høj, og at man derfor har indrettet sig med hjertestarter.

I hvert fald er det en kendsgerning, at det er i Sundby Hvorup Sejlklub som i en række andre sejlklubber, at børnene og de unge holder sig væk.

Den fineste udsigt

Den lille sejlklub har i dag bare 125 medlemmer. 61 af dem er mænd over 60 år. Kvinder er der kun tre af.

Alligevel er der ingen ledige bådpladser, hvilket er med til at understrege, hvor lille sejlklubben er. Vil man have vand under kølen der, må man skrives op på ventelisten.

Men båd eller ej, så er området en lille meget grøn oase med den fineste udsigt over fjorden og en ro i skærende kontrast til mylderet af biler på motorvejen, der er den eneste malurt i bægeret.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden