EMNER

Godt handelstalent har sparet forbrugerne for flere millioner

Udsigt til højere varmepriser i 2004

BRØNDERSLEV:- Brønderslev-borgere med fjernvarme kan godt belave sig på, at varmeprisen stiger fra næste år. Det siger leder af Brønderslev Kommunale Værker, ingeniør Anders Chr. Hansen. Han har et godt råd til borgerne: Begynd at lægge lidt til side til næste års varmeregning. I år har Brønderslev Kommunale Varmevorsyning sparet borgerne for mellem otte og ni mio. kr. Formand for kommunens forsyningsudvalg, Ole Lysgaard Jensen (V), kalder det "godt handelstalent". Han henviser til, at der er indgået en aftale omkring naturgassen, der er baseret på en pris på olie på 21 dollar pr. tønde. Ifølge avisens oplysninger følger naturgasprisen prisen på olie. I dag er olieprisen på 31 dollar pr. tønde, og prisen er stigende. Ole Lysgaard Jensen oplyser, at der var stor diskussion, da man valgte at slå til på en fast pris på naturgas, baseret på en oliepris på 21 dollar pr. tønde. - Men det viste sig, at det var en god forretning. Og vi kan kun glæde os, så længe det går godt. Den nuværende aftale omkring fast pris udløber 1. november i år, og en ny aftale skal på plads. Anders Hansen tør ikke spå om, hvilken pris, det endelige resultat bliver. Samme tilbageholdenhed udviser Ole Lysgaard Jensen. - Hvis strejken i Sydamerika slutter, er situationen en anden, og en kommende krig i Iran kan også spille ind på olieprisen. I USA er olielagrene helt i bund. I år er varmeprisen 425 kr. pr. MWH, hvilket er uændret i forhold til i fjor. Men allerede nu kan både embedsmænd og politikere garantere, at den pris ikke holder for 2004. Varmeprisen plejer at skulle være meldt ud inden sommerferien, men Anders Hansen siger, at det ikke sker i år. Han tror ikke på udmeldinger før i slutningen af året.