Godt humør præmieret

Fire BI'ere blev hædret med humørlegatet

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Gunnar Engelund fra legatbestyrelsen overrækker diplom tilHenrik Nørkjær. PRIVATFOTO

BRØNDERSLEV:Tre personer modtog Brønderslev Idrætsforenings Humørlegat. Det var formand for legatbestyrelsen, der overrakte prisen til Karen Kjørvel fra BI-Fodbold, Henrik Nørkjær fra BI-Håndbold samt Henning Madsen og Eigil Jensen fra BI-Bordtennis. Karen Kjørvel har gennem de seneste år fungeret som en yderst kompetent og engageret træner i BI's pige/dameafdeling. Karen Kjørvel møder altid velforberedt op til træning, og med inspirerende og sjove træningsøvelser har hun formået at fange alle spillernes opmærksomhed. Karen Kjørvel har endvidere på eget initiativ opstartet ekstratræning på tværs af årgangene, og har derved udover de rent fodboldmæssige gevinster, også bidraget til at højne det sociale niveau mellem klubbens forskellige pigehold. Udover at fungere som træner, har Karen Kjørvel også været én af drivkræfterne i at arrangere og holde den årlige skoleturnering i indefodbold, været medhjælper i forbindelse med Nørhalne Cup samt salg fra vaffelboden på Store Brønderslev Marked. Henrik Nørkjær begyndte i 1977 med at spille håndbold i BI, og han har altid været med i BI op gennem årene, kun afbrudt af skoleophold i Sønderborg i 1992. Henrik Nørkjær har spillet 66 førsteholdskampe fra 1987 til 1998. Han fik sin debut 18. oktober 1987 på 1. divisionsholdet i en landspokalkamp mod Horne KFUM. Sin rigtige debut fik han i en turneringskamp mod Helsingør 25. november 1990. Da spillede BI også i landets bedste række. I de senere år har det mest været trænergerningen, han har kastet sig over – både ungdom og senior. I flere ombæringer har han været træner (spillende) for andetholdet. I dag er det drengegruppen 13-15 år, der nyder godt af hans store viden om håndbold, og det at kunne styre 20-25 uvorne knægte til træning og kamp kræver også sin mand. Men Henrik Nørkjær gør det med et smil og en begejstring, der gør, at drengene har stor respekt for ham. Også i bestyrelsen, trænerkollegaer og dommere nyder Henrik Nørkjær stor respekt for hans måde at være på. Der er en dommer, der har sagt, "at bare alle trænere var som Henrik. Han kunne kritisere, men gik aldrig over stregen. Han er altid konstruktiv i sin eventuelle kritik. Den slags trænere får altid længere snor end andre hidsigpropper. BI-Bordtennis indstillede et team på to personer til at modtage humørlegatet. Det er Henning Madsen og Eigil Jensen. Begge har i en lang årrække siddet i bestyrelsen for BI-Bordtennis, og deres virke her har spændt sig vidt fra holdleder til ungdomsleder, og fra medarrangør af større stævner og andre sportslige arrangementer til logistik omkring julebal og Store Brønderslev Marked. Henning Madsen og Eigil Jensen har arbejdet ulønnet i foreningens tjeneste, og har aldrig sagt nej til selv de sureste tjanser, en forening har, for at få økonomien til at hænge sammen. De er altid mødt friske op, for eksempel en tidlig morgenstund for at stille op til en turneringskamp i elitedivisionen eller stille op til f.eks. Storkøbsparty og julebal, ligesom de ofte har været dem, der er gået hjem klokken fire om morgenen, når der er ryddet helt op. Yderligere lever de op til titlen på legatet - Humørlegatet, idet de begge har en utrolig vendelbolune fra deres hjemegn omkring Thise og Vrensted, og dette har man ofte nydt godt af i hyggeligt lag i afdelingen. De er meget afholdte af alle. Henning Madsen og Eigil Jensen har gennem årene arbejdet meget sammen i team, og dette danner grundlag for indstillingen fra afdelingen.