Politi

Godt jeg først blev kendt nu

42-årige Søren Malling har fået sit store gennembrud i den nye og roste tv-krimiserie ”Forbrydelsen” efter mange år som skuespiller

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Søren Malling spiller sammen med Sofie Gråbøl i DRs nye anmelderroste tv-serie ”Forbrydelsen”.

Det har været en god uge for Søren Malling. Efter søndagens debut som vicekriminalkommissær i DRs nye tv-krimiserie ”Forbrydelsen” har aviserne været fulde af ros til ham og resten af holdet bag den dramatiske fortælling om opklaringen af mordet på en kvindelig gymnasieelev. - Jeg har arbejdet på serien i et år, så det er noget af en forløsning at se resultatet på tv. Nu er jeg bare glad for, at premieren er overstået, og at modtagelsen har været så god. Men jeg var faktisk ikke nervøs for, at serien ville få dårlige anmeldelser, fordi jeg på forhånd havde set de første afsnit og vidste, at der var tale om høj kvalitet, siger Søren Malling, der lige nu holder et par ugers pause fra optagelserne. Indtil videre er 11 ud af de i alt 20 afsnit i kassen, og ifølge den nye tv-stjerne kan seerne roligt glæde sig til at tænde for deres fjernsyn de næste mange søndage. - Jeg tror, at ”Forbrydelsen” vil leve fuldt ud op til forventningerne, og personligt synes jeg, at det er en meget vedkommende serie, fordi den ikke er amerikaniseret og afstår fra kun at bruge klicheer som blå blink, pistoler og politifolk, der styrter rundt i gaderne for at fange røvere. Det her er i lige så høj grad en menneskelig historie om et forældrepar, der har mistet et barn. Deres skæbne smeltes sammen med nogle politikere, og i midten af det hele står politiet så og samler trådene, siger Søren Malling, der altid har haft en forkærlighed for krimier og detektivromaner. Han blev uddannet som skuespiller på Odense Teater i 1992 og kom bagefter på lønningslisten samme sted. I de følgende to år optrådte Søren Malling jævnligt på de skrå brædder i den fynske hovedstad, mens de lidt større opgaver på film og tv lod vente på sig. Langsom karriere - Som alle andre skuespillere har jeg haft en drøm om at få nogle gode roller og blive anerkendt for mit arbejde. Men min karriere har udviklet sig meget langsomt, og det er jeg faktisk glad for. For jeg tror ikke, at det ville have været sundt for mig, hvis jeg var blevet eksponeret voldsomt som helt ung. Jeg ville nok have fået alt for høje tanker om mig selv og miste jordforbindelsen, og det er ellers meget nemt i denne branche, siger den 42-årige midtjyde. Under sin opvækst i Kjellerup mellem Viborg og Silkeborg gjorde han sig ingen tanker om at gøre skuespillet til sin levevej. Faktisk havde teenageudgaven af Søren Malling ikke de store planer for sit liv. Som 16-årig droppede han ud af gymnasiet og flyttede hjemmefra. Den nye base blev Århus, hvor han delte en lejlighed sammen med tre venner. For at få penge til huslejen tog han flere ufaglærte job som blandt andet murerarbejdsmand, men måtte allerede vinke farvel til sit ansvarsløse liv som 18-årig. Hans kæreste blev gravid, og det unge par besluttede sig for at beholde barnet. Det ændrede dagligdagen radikalt. - Jeg sad ikke og hang på værtshusene fredag aften, men lå og sov i min seng, fordi jeg havde skiftet bleer og passet barn hele dagen. Mine kammerater havde svært ved at forstå, hvor hårdt det kunne være og ville hele tiden have mig med i byen. Det gad jeg ikke, og jeg har aldrig haft brug for at få revanche og løbe hornene af mig, siger Søren Malling. I stedet brugte han det meste af sin tid på sin lille familie og stillinger som blandt andet pædagogmedhjælper og musikmedarbejder i Århus Kommune, indtil ambitionerne om at komme i gang med en meningsfuld uddannelse meldte sig. - Da min søn var blevet gammel nok, tænkte jeg, at det var nu, jeg skulle finde ud af, om skuespillet var noget for mig. For jeg ville ikke sidde som 50-årig og være bitter over, at jeg aldrig havde givet det en chance. Så jeg søgte og kom ind i tredje forsøg, og min kæreste rykkede så med til Odense. Det blev begyndelsen til enden på et langt forhold, som ifølge Søren Malling blev opløst uden den store dramatik. Kæresten og sønnen flyttede tilbage til Århus, mens han endte i København. Her fandt skuespilleren sin nuværende kone, som han har to piger på 9 og 11 år med. Sønnen flyttede over til ham i 7. klasse og er i dag en voksen mand på 23 år. - Jeg har haft tid til at stifte familie uden at miste den igen som så mange andre skuespillere, der får succes, mens de er helt unge. Det giver en stor ro, og jeg synes bare, det er fint, at de store job først er kommet nu, siger Søren Malling, som hele Danmark har lært at kende som den handlekraftige politimand Jan Meyer.