- Godt jeg ikke var præsident

Henrik Rehr ville have hævn. Atombombe Afghanistan og torturere terrorister. Det kunne ikke blive vildt nok

Terrorisme 14. september 2002 08:00

Raseri, nærmest ufatteligt raseri. - Jeg var vred. Rigtigt vred. Jeg var klar til at bruge atomvåben. Jeg håbede, at Bush-regeringen ville slå til med alle midler. Hvis jeg havde været præsident, så havde jeg atombombet Afghanistan, tror jeg....ja, det er fandeme godt, at jeg ikke er præsident, siger Henrik Rehr, griner højt og ryster så på hovedet af sig selv. Den 37-årige fynskfødte tegner har boet på Manhattan - under 300 meter fra det, der engang var World Trade Center - i knap fem år sammen med sin canadiske kone Jen og børnene Ambrose og Sebastian på seks og to år. I sin toværelses lejlighed tegner han blandt andet striberne Ferd'nand og Sandslotte, og det var den lejlighed, han blev evakueret fra den 11. september sidste år. - Det kunne ikke blive hårdt nok. Jeg kunne ikke sove om natten, så jeg lå bare og tænkte. Jeg udtænkte utallige og yderst raffinerede metoder til, hvordan man bedst og mest smertefuldt kunne myrde terrorister. Det var SÅ langt ude. - Men der sker noget med en, når ens børn pludselig bliver bragt i livsfare. Så rykker man altså. Der gik over tre måneder, før Henrik Rehr og familien var tilbage i lejligheden. I mellemtiden boede de først hos venner, så venners venner, så i en lejlighed betalt af Røde Kors - der i øvrigt var fuld af mus - og siden på et betalt hotelværelse. Kemisk angreb Henrik Rehr var overrasket over, at han havde et så voldsomt temperament i sig, og han havde meget svært ved at falde til ro i flere måneder efter katastrofen. Han vandrede i timevis rundt i Manhattans gader, han så konstant nyheder i fjernsynet og afventede flere angreb med kemiske eller biologiske våben. Angsten greb ind i hans hverdag. I flere måneder lukkede han for vinduerne, når han skulle i bad, og børnene sad alene i stuen. - Det var, hvis der skulle ske et kemisk eller et biologisk angreb. Det var fuldstændig tåbeligt, for det havde ikke hjulpet en skid, hvis de havde angrebet med gas. Men jeg gjorde det alligevel, selv om jeg egentlig godt vidste det, siger Henrik Rehr. Han kan stadig mærke skyggerne fra dengang, når fly eller helikoptere suser forbi henover himlen. - Når der ind i mellem er en terroralarm, bliver jeg irriteret. Og man kan ikke høre om, det nu er USA's egne kamphelikoptere eller om, der nu pludselig er nye terrorfly på vej. Jeg har heller ikke været oppe i Empire State Building siden, siger Henrik Rehr. Selv kendte han ingen, der omkom ved ulykken - til sin store og glædelige overraskelse. - Vi havde et par gode kandidater, men der skete dem ikke noget. Nydt at myrde - Jeg ved ikke, om det har ændret mig, men det har taget mig næsten ét år at komme helt over. Af sind er jeg et lyst og optimistisk menneske, men jeg havde meget svært ved at tænke positivt efter det her, siger Henrik Rehr, mens han kigger ud over den esplanade, hvor han blev evakueret fra for et år siden. Også selv om det almindelige trods alt så småt kom i gang, da familien rykkede ind i lejligheden 2. juledag, så var han stadig mærket. - I perioden efter kunne jeg godt bryde sammen af almindelige ting. Hvis jeg for eksempel skændtes med konen om noget mere eller mindre ligegyldigt. "Nu har vi været det her igennem, og så skal vi stå her og skændes om ingenting", siger en sukkende Henrik Rehr. Umiddelbart at det svært at forestille sig tegneren som et hadsk menneske. Han fyrer vittigheder af fra hoften, ler meget og rungende og lever af at være sjov i sine tegneseriestriber. Men 11. september gravede en anden side frem i ham. - Det var fuldstændig sindssygt. Men jeg var klar til at dræbe et andet menneske, og jeg tror faktisk, at jeg kunne have nydt det. Jeg havde det virkelig, virkelig skidt, siger han. Samtidig har det givet ham ro, at han ikke gik i panik, men forholdt sig roligt under hele dramaet, selv om han var bekymret og ikke anede, hvor hans femårige søn var før sidst på eftermiddagen. - Jeg vidste det egentlig godt, men det var rart at få bekræftet: Jeg er god under krydsild og bliver enormt praktisk, mens det sker. Jeg får det først dårligt bagefter. Som andre new yorkere, var Henrik Rehr overvældet af at opleve det store sammenhold og den solidaritet, der prægede byen i tiden efter angrebet. Men han har svært ved at glæde sig ved det. - Det gode kan ikke opveje det dårlige.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...