Lokalpolitik

Godt og smukt byggeri

Der blev tyvstartet på Arkitekturen Dag i dag, da der i går blev delt præmier ud til årets byggerier

AALBORG:Godt byggeri er godt for både byen og borgerne. Det var både borgmester Henning G. Jensen og rådmand Henrik Thomsen inde på, da de i går sad side om side i den gamle byrådssal. Der var dækket op til årets præmiering af byggerier. - I år har vi besigtiget og vurderet 23 forskellige emner, og det er alt fra en-familiehuse og haveanlæg til offentlige bygninger. For eksempel Kanalhaven Mellem Broerne, en-familiehuse på Hasserisvej og de nye lægehus. Vi har også vurderet om ombygningen af isbryderen Elbjørn kunne indgå i følge vedtægterne, sagde rådmand Henrik Thomsen, der er formand for Komiteen for bygningspræmiering i Aalborg, og han forsatte: - Man kan måske undre sig over, at kun to får præmie når 23 emner var i betragtning. Men det er et udtryk for, at vi mener det alvorligt, når vi siger, at byen skal have et kvalitativt løft. Sigvart Sigvartsen, der er et af medlemmerne i komiteen præsenterede første vinder: Søndertoften 1-9 - ejerboliger, som får prisen "for udformning af den enkelte bygning og for det fine rolige opholdsrum mellem bygninger". Efter prisuddelingen til arkitekt, bygherrer og beboererepræsentant kunne Sigvartsen tilføje, at han selv er skrevet på venteliste til en af boligerne, så godt synes han om det. Søndertoft 1-9 er tegnet af Kjær + Richter og bygherre er Sorthøj ApS og Høje Hasseris K/S. Næste præmie blev motiveret af Henrik Thomsen og gik til Gøteborgvej 15-17, hvor tøjfirmaet Texman har bygget en helt ny administrationbygning og fået bygget deres eksisterende lagerbygning til og om. Præmeringen gives "for bygningens enkle og smukke udformning i et gennemfør design og i en fin helhed med omgivelserne. Arkitekt er Cubo Arkitekter A/S og bygherrer er Wagner Holding. En udstilling om årets præmierede bygninger kan ses på Teknisk Forvaltning.