Godt på vej mod bankpakke

Erhvervsministeren er optimistisk i forhold til at lande en ny bankpakke. Men det kan komme til at tage tid, og de konkrete detaljer i pakken vil ingen ud med

Lene Espersen hilser på Kristian Thulesen Dahl (DF) som optakt til første runde af forhandlingerne om Bankpakke 2, der gik i gang i går. Der er lang vej til enighed, lyder meldingerne. Foto: Scanpix

Lene Espersen hilser på Kristian Thulesen Dahl (DF) som optakt til første runde af forhandlingerne om Bankpakke 2, der gik i gang i går. Der er lang vej til enighed, lyder meldingerne. Foto: Scanpix

KØBENHAVN:Det var en fortrøstningsfuld økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K), der i aftes kunne gøre status efter den første indledende samtale med de politiske partier bag bankpakke 1 om en ny pakke til landets banker. - Jeg er optimistisk. Alle partier har udvist meget stor villighed for at gå ind og løse det her store samfundsproblem, vi står overfor, sagde Lene Espersen. Det officielle navn for den pakke, der skal sikre, at bankerne ikke dropper at låne penge til sunde virksomheder rundt i landet, er nu kreditpakke. Men ellers ville hverken økonomi- og erhvervsministeren eller forhandlerne fra de politiske partier fortælle om de nærmere detaljer i den kommende hjælpepakke. - Vi har aftalt med hinanden, at hvis det her skal foregå på en frugtbar måde, hvor der ikke er nogen, der kan spekulere i, hvad det er, vi politikere sidder og aftaler, tror jeg, det er meget vigtigt, at forhandlingerne bliver holdt bag lukkede døre, sagde Lene Espersen. Hun vil heller ikke på forhånd sætte tal på størrelsen af bankpakken, men fastslår, at man meget nøje lytter til Nationalbanken, der har meldt ud, at der er brug for 70 milliarder kroner. Selv om ministeren var tavs om konkrete detaljer i modellen, brugte hun ordet "lån", inden hun gik ind til forhandlingerne. - Men der er selvfølgelig tale om et anseligt beløb, som jeg håber, vi kan nå til enighed om at stille som et lån, som staten naturligvis skal have et ordentligt afkast af, sagde hun. Staten må ikke tabe penge Økonomi- og erhvervsministeren understregede, at der kan gå op til flere uger, før der kommer et resultat. - Jeg tror, der kommer til at gå noget tid med at forhandle en aftale på plads. Det er en meget kompleks problemstilling, vi arbejder med, og vi har gode og mindre gode erfaringer fra de andre europæiske lande, hvor man også har arbejdet med de her modeller, og det skal vi tage os god tid til at få forhandlet på plads. Og det kan godt strække sig over et stykke tid, før vi har en aftale i hus, sagde hun. Lene Espersen understregede også, at det er vigtigt, at staten ikke taber penge på bankpakke 2. - Vi skal kunne forsvare denne model politisk, og alle er vist enige om, det er vigtigt, at der skal være en forrentning for staten, når den stiller penge til rådighed for bankerne, sagde økonomi- og erhvervsministeren. /ritzau/