Lokalpolitik

Godt råd til ny kandidat

POLITIK:I et indlæg her i Nordjyske den 17. august skriver Lene Nielsen, kandidat til byrådet for liste A, at der er meget at lære som ny kandidat til byrådet i Mariagerfjord Kommune og nævner bl.a. at det kan undre, at "gelænder-sagen" kan fylde så meget i medierne, når der nu er så mange andre vigtige sager, der kræver en løsning. Jeg er fuldstændig enig. Baggrunden for mit indlæg om de famøse misligholdte gelændere var en artikel i NORDJYSKE, hvor formand for teknisk udvalg, Preben Christensen, udtalte, at det snigende forfald skyldes, at den nye forvaltning endnu ikke har fået lavet en plan for, hvad der skal vedligeholdes, hvor og hvornår. "Vi er så småt ved at have en plan, men det tager tid", udtalte Preben Christensen. Min pointe var, at det ikke er tilfredsstillende, at vi som kommune efterhånden ikke kan foretage os noget som helst uden at der skal inddrages div. konsulentfirmaer, handleplaner m.m. Borgmesteren - kraftigt sekunderet af SF's Melanie Simick - flyttede straks fokus ved at foretage en "kulstof 14-prøve" og tale om tidligere tiders forsømmelse frem for at få problemet løst. Lene Nielsen mener, at hun har meget at lære. Et godt råd herfra skal være: Vælg din lærermester med omhu. Undgå som din partifælle, borgmesteren, at flytte fokus og glide af på de aktuelle problemer. Følger du - og andre - det råd skulle der være mulighed for at få opfyldt dit ønske om en god og saglig valgkamp.