Godt resultat for Aller

{ KØBENHAVN: Mediekoncernen Aller - Carl Allers Etablissement - kom ud af regnskabsåret 2006/2007, der sluttede i september, med et overskud før skat på 363 millioner kroner mod 285 millioner kroner året før. Resultatet blev opnået på baggrund af en omsætning, der steg til 4,1 milliarder kroner fra knap 4 milliarder kroner året før. Resultatet er påvirket af tab på afvikling af Industriens Dagblad, ugebladet Fokus i Danmark og mobiltjenesten MOOX i Norge, oplyser Aller. Koncernens markedsandel for ugeblade i Norden er 61,2 procent, hvilket er uforandret i forhold til sidste år. Aller udgiver godt 3,2 millioner blade om ugen. Aller venter for 2007/08 et ¿tilfredsstillende resultat¿, der er større end resultatet for 06/07. /ritzau/