Godt rustet til den nye sæson

Fodbold 27. september 2002 08:00

AALBORG: I den kommende weekend starter de fleste hold den nye turnering i volleyball, og de lokale hold synes at være særdeles godt rustet, da de fleste har haft en spændende tilgang af spillere. I landets næstbedste række, 1. division, debuterer Shima Nørresundby hos damerne og VK 74 Aalborg hos herrerne. Førstnævnte har ifølge holdets nye træner Bent Møller fået tilgang af et par spillere udefra, men desværre er et par rutinerede spillere skadet her til sæsonstarten. For oprykkerne gælder det først og fremmest om at vænne sig til tempoet i efterårets indledende turnering og realistisk set ender Shima-holdet sandsynligvis blandt de seks, der til foråret skal spille om at undgå at vende tilbage til 2. division. Hos herrerne har VK 74 fået tilgang af Martin Østergaard, der i sidste sæson spillede på HIK's Elite-hold, og sammenholdt men en stærk og bred trup i øvrigt håber og tror træner Mads Brix, at holdet med lidt held vil kunne ende midt i rækken og måske endda blive blandt de fire bedste efter den indledende runde i efteråret. De seks nederste skal spille en dobbelturnering efter jul om at blive i rækken mens de fire bedste kan se frem til et oprykningsslutspil til Eliterækken. I 2. division for damer er LKB-Gistrup blev forstærket markant med tilgang af mange nye spillere og med 13 stærke spillere i bruttotruppen har klubben fået den bredde, der var en stor mangel i sidste sæson. Derfor går holdet ifølge træner Joachim Ravnskjær i år efter den oprykning, som der pænt blev sagt nej tak til i sidste sæson selvom placeringen allerede på daværende tidspunkt var til det. Hos VK 74 er forventningerne til sæsonen mere beskedne, da holdet har mistet flere rutinerede kræfter i forhold til sidste sæson. Det er dog også blevet til fem nye spillere i truppen, så indtil de er spillet ind på holdet, gælder det først og fremmest for træner Tommy Nielsen og holdet om at bevare pladsen i rækken. Hos herrerne står Svenstrup foran en flot debut i 2. division, og det sker med en enkelt forstærkning i forhold til sidste sæson. Derudover er truppen intakt, og træner Morten Foged Guglielmetti vil satse hårdt på, at oprykkerne formår at stabilisere sig i rækken og i det mindste undgår de nederste pladser.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...