Dybvad

Godt salg i storbyer

Årets katalog er på gaden med 75 rejsemål

det er stadig populært at besøge storbyer som Paris, fortælles Lars Bock fra Nilles Rejser, hvor man mærke stor interesse for netop den slags ferie. Foto: Henrik Bo

det er stadig populært at besøge storbyer som Paris, fortælles Lars Bock fra Nilles Rejser, hvor man mærke stor interesse for netop den slags ferie. Foto: Henrik Bo

Det er ikke mange dage siden, Nilles Rejser fra Dybvad sendte årets rejsekatalog på gaden. Men allerede nu kan Lars Bock fra Nilles konstatere, at man har ramt plet med storbyrejserne. - De kører rigtig godt. Og det gælder både Berlin, Paris, Prag, Rom og Skt. Petersborg, siger han. Netop storbyrejserne er ellers blevet spået et trist år. En del rejseeksperter har forudset, at når familien Danmark skal spare, er det sådan noget som storbyferier, der ryger først. Skal Lars Bock fremhæve noget andet, bliver det satsningen på koncertrejser. Her går det også rigtig stærkt. Han nævner, at til to koncerter i Tyskland med den populære østriger Hansi Hinterseer bliver sendt mindst 11 busser af sted. I det hele taget ser Lars Bock meget fortrøstningsfuldt på 2009, for foreløbig går det rigtig godt. - På nuværende tidspunkt har vi solgt 1500 rejser mere end på samme tidspunkt sidste år. Og salget er spredt henover hele året, siger han. Det nye katalog er det hidtil største fra Nilles. Der er mere end 75 rejsemål med 15.000 rejser fordelt på 360 afgange. Der er alt fra Nordkap i nord, Rom i syd, Irland i Vest og Moskva i øst. Og er det ikke langt nok, er der også mulighed for en rejse til Kina. Blandt de nye rejsemål i år er det nordligste hvidvinsdistrikt i Europa, Naumburg, Gent i Flandern, Lainach i Ober-Kärnten, et flodkrydstogt på Donau, et flodkrydstogt på Seinen fra Paris til Honfleur og kombinerede fly- og busrejser til Andalusien. Nilles har også et par ture til Nordkap, og i den anledning er der søndag 8. februar eftermiddag et orienteringsmøde om turene i lokalerne i Dybvad. Der er allerede 80, der har meldt sig, og Lars Bock regner med, at mindst 100 nordjyder i år tager på den lange rejse.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst