EMNER

Godt seks kroner for hele syv års skattefejl

Husejer fik penge tilbage fra skattemyndigheder - men ikke meget.

Meget mere end en rund to-krone kunne det ikke blive til i tilbagebetaling. Arkivfoto

Meget mere end en rund to-krone kunne det ikke blive til i tilbagebetaling. Arkivfoto

To breve lå der i postkassen den dag sidst i november, da Inge Vuust kom hjem fra arbejde og på vanlig vis tømte postkassen. Begge var sendt fra Aalborg Kommune, Plan og Byg, Ejendomsskat på Stigsborg Brygge i Nørresundby. - Det var begge to rudekuverter, så lige i første omgang tænkte jeg, åh nej det er nok regninger, fortæller Inge Vuust. Men efter at have åbnet det første brev steg humøret en hel del - i første omgang. - For der stod, at der i årene fra 2003 til 2010 var blevet opkrævet for meget i ejendomsskat på mit hus på Glinkavej i Frejlev. Fedt tænkte jeg. Så måtte det da over en så lang periode være tale om et pænt beløb, måske et tilskud til julegaverne, lyder det fra husejeren fra Frejlev. Humøret faldt Hendes humør faldt dog hurtigt. - Da jeg læste videre, fremgik det nemlig af opgørelsen, at jeg skulle have tilbagebetalt 1,01 krone for de syv års fejlberegning af ejendomsskatten på mit hus. Dertil kom ganske vist et rentetillæg på 0,49 kroner, som naturligvis var indberettet til Skat, så dem kommer jeg til at betale skat af, lyder det med et kraftigt anstrøg af galgenhumor fra Inge Vuust. I alt blev det altså 1,50 krone, som ville blive indsat på husejerens NEM-konto. Men der var jo et andet brev også. Og med rystende hænder blev det så åbnet, for var det nu regningen eller hvad? Men det var simpelthen et brev fuldstændig magen til det første - fra ord til andet den samme ordlyd - blot med den lille forskel, at ifølge dette brev skulle Inge Vuust have yderligere 3,37 kroner plus 1,34 kroner i rentetillæg tilbage af helt de samme årsager, som det første brev havde forklaret. Bagatelgrænse - Og nu var det da lige ved at blive for komisk. Jeg nåede i forløbet at tænke mange ting, men til sidst følte jeg mig faktisk holdt lidt for nar. Der burde have været en bagatelgrænse lagt ind i systemerne, så beløb under for eksempel 100 kroner ikke blev udbetalt. Nu har det offentlige brugt to gange porto - B-porto dog på i alt 9,50 kroner - på at fortælle mig om, at jeg fik udbetalt de i alt 6,21 kroner - det er jo en ren underskudsforretning, siger Inge Vuust. - Havde jeg ikke fået brevene, så havde jeg heller ikke vidst, at det offentlige skyldte mig pengene. Og jeg har jo ikke ligefrem manglet den astronomiske sum, konstaterer Inge Vuust, der trods alt endte med at grine af det hele. Større julegaver blev det i hvert fald ikke til.