Godt spil gør det ikke alene

Fodbold 4. september 2002 08:00

1. DIVISION DAMER Vojens - B 52/AFC 3-1 (2-1) 1-0, 1-1 Pia Fabricius, 2-1, 3-1 VOJENS: Godt spil gør det ikke alene, må B 52 sande efter holdets fjerde nederlag i efteråret. Det kniber med målscoringerne, hvilket har været en væsentlig årsag til at holdet er placeret i bunden af divisionen. Efter tre minutters spil af kampen brændte B 52 ved Maria Bruun en kæmpechance, da afslutningen sad lige på målvogteren, mens Vojens på det næstfølgende angreb bragte sig foran 1-0. Det lykkede for B 52 at få udlignet på en lidt tilfældigt opstået chance, hvor Pia Fabricius sørgede for at få bolden sendt i mål til udligning. Men glæden varede ikke længe for B 52, da holdet ved et frispark ikke fik dækket ordentligt af, hvilket Vojens benyttede sig af til påny at bringe sig i spidsen. Resten af kampen var stort set et pres mod Vojens målet, hvilket medførte mange hjørnespark, der imidlertid ikke blev behandlet efter fortjeneste, ligesom tre friløbere på det skammeligste blev brændt. I stedet måtte gæsterne se Vojens cementere sejren med endnu et mål, efter at B 52 havde fået det røde kort til målvogter Tina Winther, da hun uden for feltet ramlede sammen med en Vojens spiller. B 52 træner Jens Overgaard var ikke tilfreds efter kampen: - Vi har et bundholds uheld, for jeg synes at vi spiller ganske godt, men uden mål ingen point. I næste runde skal vi hjemme møde Raklev som vi er placeret i bunden sammen med - her skal vi have en sejr. jeege

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...