Lokalpolitik

Godt team af S'er klar til valget

Rimmervej 32, Skagen S-kandidat til det nye Byråd Imens SF går og spekulerer på vejen mellem Skagen og Frederikshavn, er flere helårshuse ved at blive slagtet og overtages af "deltidsskagboere" uden ondt i økonomien. Rundt omkring i hele Skagen by, også yderområderne, bliver husene opkøbt til sommerhusbrug eller udlejning til turister. Ja, nogen endda til decideret hoteldrift, hvilket kan ses på skiltene på Østre Strandvej. Ejendomsmæglerne har (endnu) kronede dage, og vores børn bliver tvunget til at flytte teltpælene sydpå, da det bliver umuligt at finde et hus til rimelige penge. Hvor husene førhen ofte skiftede ejer, er det nu meget sjældent, da sommerhusene ikke sælges så ofte som helårshusene. Så stigende priser er forude (igen) ! Altså ungdommen væk fra byen der bliver indtaget af kommende folkepensionister med bopæl sydpå men har krav på pleje hvor de opholder sig, men betaler i øvrigt ikke en krone i skat til byen. De stigende udgifter til dette cirkus, bliver vi andre så nødt til at betale prisen for, så det er med bekymrede tanker, at vi får slået pjalterne sammen med Frederikshavn og Sæby Kommuner, hvor der måske vil være plads til os, der ikke skal ende som kustoder i en spøgelsesby. Farten på landevejen må vi hellere få sat op til 100 km/timen, da hjemmeplejen er under et utroligt tidspres, og de har ikke tid til at fjumre rundt med hverken 60 eller 70 kilometer i timen udenfor sæsonen, da "deltidsskagboerne" jo forventer udstrakt service. Skulle man tage tyren ved hornene, ville det nok have været bedre med en nødvej ved siden af cykelstien til ambulancer og til, når vejen alligevel bliver spærret af trafikuheld og brand. Sådanne fremtidsproblemer er over os allerede nu, og jeg er glad for at være med i et godt team af socialdemokrater, der vil stille op til det nye Byråd for den nye store kommune. Et kæmpe arbejde ligger forude, ikke mindst i lyset af at vi skal til at være værtsby, og dermed skulle turde satse på nye ideer og ikke mindst, overholde det vi har lovet vælgerne. (forkortet, reds)