Færdselsforseelser

- Godt vi ikke sov i campingvognen

To gange har en familie fra Kaas fået forhaven pløjet op af bilister på afveje. Lørdag gik det ud over campingvognen, som for nylig har været familiens hjem.

Campingvognen, der kom i karambolage med en vildfaren bil. Foto: Claus Søndberg

Campingvognen, der kom i karambolage med en vildfaren bil. Foto: Claus Søndberg

- Nej, vi havde ikke en kop Gevalia klar. Lene Olesen har overskud til latter efter en dramatisk nat, hvor en spritbilist kom på uventet besøg og bragede gennem familiens have og torpederede deres campingvogn. For få dage siden var campingvognen deres hjem på Langgade i Kaas. - Vi har renoveret loft og gulv i huset og har sovet i campingvognen imens, så det er heldigt, at vi ikke sov i den i nat, siger Lene Olesen. Lene, hendes mand Jesper og sønnen Simon vågnede ved firetiden natten til lørdag ved et rabalder, og de skyndte sig ud i haven, hvor de fandt en lettere omtumlet og beruset 27-årig mand bag rattet på en bil. Ikke første gang Tragikomisk nok er det ikke første gang, at familien får deres forhave ødelagt af en bil på afveje. - Det er simpelthen, fordi vi har de chikaner på Langgade. Hvis man kører for stærkt, så opdager man dem ikke i tide. Vi har før haft en bil i haven, og i sidste uge var en lastbil ved at køre galt, siger Lene Olesen, som dog satser på at blive boende i huset trods to gange færdelsuheld i forhaven. - Vi har snakket om at flytte, men hvem vil købe et hus på Langgade i Kaas med så mange uheld, spørger Lene Olesen. Betonværn i forhaven Nu overvejer de en anden foranstaltning for at undgå de ubudne firhjulede gæster. - Vi har tænkt på at lave en slags betonværn ude foran, men først skal hækken plantes igen. Heldigvis ligger huset langt inde på grunden, så det er ikke i så stor fare, siger Lene Olesen, der blandt andet fortæller, at naboens hus er blevet påkørt tidligere. Tilbage står de med en regning for nedkørt hæk, opkørt græsplæne og påkørt campingvogn - en regning, som familien tvivler på bliver dækket af spritbilistens forsikring. - Når han var påvirket, kan jeg ikke forstille mig, at de dækker, så jeg frygter, det bliver af egen lomme, siger Lene, der specielt er trist over den ødelagte campingvogn, som har fået et ordentligt skrub. - Den var gammel, men vi har haft rigtig meget glæde af den.