Gødningsjunglens krinkelkroge

Alt efter temperament kan man vælge mellem mineralgødning eller organisk gødning

Forurening 20. april 2003 08:00

Foråret er her, og selv om der har været barske frostnætter, så har dagene været lune, og har sat skub i plantevæksten, så nu skal der gødes. Her kan man vælge to strategier. Kunstgødning eller organisk gødning. Det sidste er mest skånsomt mod naturen, nogle vil også hævde sundest for planterne, mens det første er hurtigt og effektivt, men måske for effektivt. Det tilfører ikke jorden det organisk materiale, som de millioner af gavnlige mikroorganismer, der findes i jorden, har brug for. Derfor udpines jorden meget hurtig. Balancen kan kun rettes op ved at tilføre kompost. Kunstgødningen, eller mineralgødning, som det hedder i dag, fås i alle byggemarkeder, men det kan desværre være et problem at få fat i organisk gødning. Mange byggemarkeder har et lille hjørne, hvor man kan være heldig at købe en pose organisk gødning til roserne og nix mere. Planteskolerne har oftest et bredere udvalg. Det magre udbud kan skyldes vaner hos forbrugeren eller at producenterne først og fremmest er interesseret i at sælge kunstgødning, som man jo alligevel producerer til landbruget. Ud over nogle småproducenter har Bayer været de eneste store på markedet, der har solgt en smule organisk gødning, kendt som Animix, men i år har firmaet Dæhnfeldt Garden lagt en line, der betyder, at man kun sælger organisk gødning. Det har øget forbrugernes muligheder væsentligt, og virkelig smart er det, at produkterne sælges i spande frem for plastposer, der har en tilbøjelighed til at suge fugt til sig, når de først er åbnet. Også firmaer som Weibull frø kommer i år med kogødning og hønsegødning men på pose. Nye på markedet er et hollandsk firma Ecostyle, der også står bag sneglemidlet ferramol. Nævnes skal også Grønne fingre og firmaet Osmo. Hos Grønne fingre mener man, det er forbrugerne, der holder sig tilbage. Og ja, hvis ikke forbrugerne kan finde produkterne, er det jo rigtigt nok. Jordens balance Forudsætningen for en korrekt anvendelse af gødning er faktisk, at man kender balancen i ens jord. Når man gøder tilsætter man lidt af hvert, men det kunne være, man skulle tilsætte mere af noget og mindre af andet. Det kan kun en jordbundsanalyse give et bud på. Uanset om den gødning man køber er organisk (den økologer bruger) eller uorganisk (kunstgødning), så indeholder den de tre grundstoffer N, P og K, plus ofte forskellige mineraler. N står for kvælstof, og er det næringsstof, der skal bruges til at udvikle alt det grønne, så det skal der som hovedreglen være meget af. P står for fosfor og har betydning for dannelse af blomster og frugtanlæg, og K er plantens byggesten. Det står for kalium, og er helt afgørende for om planten kan udvikle et godt rodnet. Valget er ikke alene et valg om kunstgødning eller organisk gødning. I junglen af gødninger findes nogle til rododendron, nogle til roser, græs, kartofler, frugtbuske og blomster. Det betyder jo man skal have et helt lager af forskellige gødninger. Hvis man alligevel ikke kender jordens beskaffenhed, så kan man næsten lige så godt bruge den samme gødning til alt, og er man rigtig økolog, vil gødningen være kompost, der er omdannet ved hjælp af en eller anden form for dyregødning eller ved hjælp af naturlige mineraler. Blandt de salgbare organiske gødninger vil valget være en hønse- eller kogødning i pilleform, mens valget af mineralgødning vil være noget der kaldes helårsgødning. Det personlige valg Er man mere avanceret vil den, der foretrækker kunstgødning ud over helårsgødningen, anvende en særlig plænegødning og ad to omgange supplerer med nitrofoska, kalksalpeter og måske svovlsur ammoniak, og så begynder det allerede at blive vanskeligt, for nu bliver lageret efterhånden stort, og man skal huske at udbringe de forskellige gødninger på forskellige tidspunkter. Vælger du organisk vil dit valg ved anvendelse af andet end hønse- eller komøg typisk stå mellem en speciel organisk gødning til græsset og en såkaldt organisk universalgødning til resten af haven. Specialisten vil herudover vælge en særlig rosengødning og en særlig surbundsgødning. Hvor tit og hvor meget du skal gøde afhænger af sammensætningen, og her vil det altid være klogt at følge de anvisninger, der står på den gødning, man køber. Og regn så med, at der sjældent anbefales for få gange, snarere omvendt. Kunstgødninger skal udstrøs tit, mens organiske gødninger stort set kun udbringes en gang om året. Pillerne er en slags madpakker, der frigives langsomt, og i takt med, at planterne skal bruge dem. Netop derfor siver gødningen heller ikke ned i grundvandet som kunstgødningen gør, hvis der kommer alt for megen regn, og netop derfor vokser plantecellerne i køkkenhaven heller ikke så hurtigt, at de fyldes op med vand frem for "muskler".

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...