Slovakiet

Gøgler undgår knivstraf

KØBENHAVN:En gøgler, der har optrådt som Charlie Chaplin på Strøget i København, slipper for at komme i fængsel. Københavns Politi har besluttet alligevel ikke at rejse en straffesag mod den slovakiske mand. Da han en aften i juli 2008 blev anholdt af politiet, fandt betjentene en ulovlig foldekniv på ham. Både Københavns Byret og senere Østre Landsret besluttede at fængsle ham, fordi han stod til udvisning på grund af kniven. Men politiet slog en kolbøtte, da pressen begyndte at interessere sig for sagen. Chefanklager Carsten Egeberg greb ind og løslod gøgleren. Nu har politiassessor Sonja Hedegaard sat punktum for sagen. Også selv om slovakken ifølge hende stod til syv dages fængsel. - Han er udlænding, og det må antages, at han ikke havde det store kendskab til lovændringen, der var trådt i kraft kort tid før, siger Sonja Hedegaard./ritzau/