Gøglerbåden holder sig flydende

Ifølge Gøglerbådens officielle regnskaber ligner det ikke en god forretning at drive stripbar i Aalborg.

Det seneste regnskab fra VGH nr. 304 ApS - Gøglerbådens officielle navn hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen - fortæller om underskud gennem de senere år. Faktisk er der så få penge i kassen, at virksomheden sidste år havde svært ved at betale sine regninger til tiden. Både offentlige myndigheder og leverandører måtte flere gange rykke for at få deres penge. Efter flere år med underskud er egenkapitalen væk, og det er kun takket være velvillighed fra bankforbindelsen Spar Nord, at der har været råd til at fortsætte driften. Men i virkeligheden er Gøglerbåden langtfra ved at synke. For selskabet ejer fire ejerlejligheder i den gule ejendom på hjørnet af Østergravensgade og Søndergade. I regnskabet er de værdiført til 1,7 million kr., men den reelle værdi er langt højere. Den offentlige vurdering er således på 5,3 millioner kr.