EMNER

Gør cyklerne forårsklare

Cykelhandlere lægger uden beregning værksted og gode råd til

FREDERIKSHAVN:Det er nu, cyklerne skal gøres forårsklare, og de lokale cykelhandlere har over de to kommende lørdage tilbudt at lægge værksted, gode råd og vejledning til, mens cykelejerne selv udfører arbejdet. Tilbuddet fra cykelhandlerne er givet i sammenhæng med Frederikshavn Kommunes og Frederikshavn Grønne Fonds andel i den landsdækkende kampagne "Vi cykler på arbejde", som i år ruller fra 28. april til 25. maj. - Når vi har lukket fordøren til butikken lørdag middag er vi ved bagdøren klar til at tage imod folk i de følgende fire timer, bekræfter cykelhandler Jens Møller, Møllers Cykelshop i Søndergade. - Folk kan bare dukke op, siger han. Hos Herluf Pedersen&Søn i Danmarksgade og hos Frederikshavn M.C. Center på Hånbækvej står samme tilbud ved magt lørdag 6. april, omend indenfor den normale butiksåbningstid. Cykelværkstedet på Drejøvej og Cykelbiksen i Strandby står tilsvarende til rådighed for cykelfolket lørdag 12. april. Peter Sørensen, Cykelværkstedet, siger, at folk ikke behøvet at melde sig til, men bare kan komme. - Så sætter vi kaffen over, siger han. Peter Sørensen har ellers slet ikke åbent på værkstedet om lørdagen, men slår i den gode sags tjeneste dørene op hele dagen. Og så har cykelhandleren på Drejøvej i øvrigt indført en døgn-åben ordning hele ugen rundt for indlevering af cykler til reparation. - Selv om jeg har åbent fra kl. 7, er det ikke altid folk i den almindelige morgentravlhed kan nå at aflevere deres cykel. Men så kan de bare sætte den ind i min gård om aftenen eller hen over weekenden, og samtidig udfylde et skema med, hvad der skal laves, fortæller Peter Sørensen, der har bopæl ved siden af forretningen. Kommunen og kommunens grønne fond har i år sat præmier på højkant i forbindelse med "Vi cykler på arbejde"-kampagnen, og hvor udtrækningen sker efter samme principper som i den landsdækkende konkurrence. Dermed er præmiechancen blevet forøget for de enkeltpersoner eller hold, der fra 28. april fatter om styret og cykler til og fra arbejde i konkurrenceperioden.