Gør det selv

AALBORG:Duften af nybagt franskbrød, måden smørret smelter på den stadig alt for varme skive, som man ikke har kunnet dy sig for at skære, den gode, hjemmebagte smag og tyngde, den lange holdbarhed. Alt sammen fyldestgørende grunde til at bage sit eget brød. Vender vi os dernæst mod økonomien i hjemmebageriet bliver der virkelig lagt i ovnen til de professionelle bagermestre. For med en kilopris på kun 5,51 kroner er det hjemmebagte hvedebrød langt det billigste. Vand, gær, sukker, salt, olie og mel kostede, minutiøst udregnet på gram og deciliter, 3,18 kroner. Hertil kommer prisen for opvarmning af ovnen til 220 grader samt vedligeholdelse af samme temperatur i 30 minutter. Ifølge Aalborg Kommunes elforsyning kræver øvelsen 750 watt, og de koster med alle afgifter 1,10 kroner. Summa summarum: 4,28 kroner for 777 gram hjemmebagt brød. Nu vil nogen med stor sikkerhed påpege, at den hjemmegjorte pris ikke duer, fordi der ikke er indregnet arbejdsløn. Den effektive - i modsætning til hævetid - arbejdstid var ved NORDJYSKES bagning 14 minutter og 52 sekunder. Fabrikation af dejen, æltning efter første hævning, pensling af brødet samt indsætning i ovn og sluttelig udtagning af ovn blev omhyggeligt målt på stopur. Og godt nok kan en kvart timeløn for en bagersvend fastsættes til ca. 28,75 kroner, men da en bagersvend formentlig laver mere end et brød pr. kvarter er tiden bedre brugt på at bage et nyt brød end på omfattende udregninger på bagertimelønninger og -effektivitet.