Gør dit hus klar til storm

Efterår og vinter er den tid, hvor flest storme rammer Danmark. Pr-foto

Efterår og vinter er den tid, hvor flest storme rammer Danmark. Pr-foto

Efterår og vinter er den tid, hvor flest storme rammer Danmark.

Det fik hele landet at mærke sidste år, da stormene Gorm og Helga rasede. Nu, hvor stormsæsonen atter nærmer sig, opfordrer forsikringsselskabet Topdanmark til, at husejerne tjekker huset for at komme stormskaderne i forkøbet.

Væltede træer, flyvende havemøbler og løbske trampoliner. Det kan komme husejerne til gode at sikre sig inden stormen raser.

Ved at flytte havemøbler, parasoller og grillen ind i skuret, kan husejerne forebygge stormskader, hvor flyvende genstande gør skade på personer eller ødelægger, hvad det møder på sin vej.

Stormene Gorm og Helga gav mange skader, da de ruskede Danmark den 29. november og den 4. december sidste år. I løbet af de to måneder blev der anmeldt mere end 6.000 stormskader hos forsikringsselskabet Topdanmark.

- Det er heldigvis ikke hvert år, at vi oplever så voldsomme vejrsituationer. Men på denne årstid er stormvejr årsag til, at mange danskere får skader på huse. Derfor er det en rigtig god idé at give huset og haven et lille eftersyn, inden stormsæsonen for alvor tager fat, siger Maiken Russ, skadechef hos Topdanmark.

Tjek taget og stil havemøblerne i skuret

Stormsikring af huset behøver ikke at være besværligt, og husejere kan spare sig selv for både udgifter og ærgrelser, hvis de gennemgår deres hus og tjekker om træværk, tagrender og tagsten sidder godt fast.

- Et godt sted at starte er på taget. Tjek for eksempel, om der er tagsten, der mangler, sidder løst eller skal skiftes ud. Gå også haven igennem for at sikre, at der ikke står løse genstande som grill, havemøbler og trampolin. Pak trampolinen sammen, eller spænd den godt fast og sæt havemøblerne ind i skuret. Kraftige vindstød kan vælte selv tunge havemøbler og trampoliner, som kan ramme huset og parkerede biler, siger Maiken Russ.

Har man store træer på sin grund, er det en rigtig god idé at tjekke dem, fordi de let kan give skader på hus, bil og have, hvis de vælter, eller store grene falder ned.

- Men man bør sørge for at tjekke sin have og sine træer i roligt vejr. Hvis stormen først er kommet, skal man blive inden døre af hensyn til sin egen sikkerhed, siger Maiken Russ.

Lyt efter stormvarsling i pressen og forbered dit hus på stormvejr:

Tjek dit tag for løse tagsten og tagplader, og se efter revner i tagbelægningen.

Tjek, at dine hegn og plankeværk står godt fast.

Kravl op på loftet, og tjek dit tag for sprækker. Kan lyset trænge ind, kan regnen også.

Fjern eller fastgør alle løse genstande uden for dit hus - trampolinen kan flyve langt.

Tjek træerne på din grund, og fjern om muligt knækkede og løse grene.

Hav en lommelygte og batterier parat, hvis strømmen svigter.

Ved stormvarsel: Undgå at parkere bilen under træer, hvor grene kan falde ned og gøre skade.

Når stormen raser

Hold døre og vinduer lukkede.

Bliv indenfor, til stormen er stilnet af.

Efter stormen

Afdæk ituslåede vinduer og huller i tag.

Tjek fryser og køleskab efter strømsvigt.

Tag fotos af dine skader.

Anmeld skaderne til dit forsikringsselskab.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst