Naturvidenskab

Gør dog den grumme verden glad

Mogens Otto Nielsen maler smilet frem. På trods

8
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Han har aldrig tvivlet. Han stoler på sig selv. Jytte Cramer, gift med Mogens Otto Nielsen. Foto: Michael Bygballe

- Hvorfor har jeg altid haft det så godt, Jytte, spørger Mogens Otto Nielsen. Og ser hen over sofabordet på hende, der har været der lige siden den dag i 1964, hvor de mødtes nede på Galleri Gertie i Nakskov, hvor hun "smaskforelskede sig" i den unge fløs, fordi han malede, så hun ramtes i hjertekulen af al "hans sårbarhed og samtidig enorme fylde". Nu sidder de her i deres hjem ikke langt fra Hjallerup, i Ravnstrup gamle skole, næsten 50 år efter. Og på mange måder er de stadig som dengang, de var nye og alt var første gang. Det er verden på sin vis stadig for Mogens Otto Nielsen, i dag en højt æret og anerkendt kunstner. Han er landets ubestridte mester ud i kærlig kunst, der samtidig er mærkelig og mere end tit får folk til at le. Og uden, at de tænker over det, får dem til at tænke sig om. Og får dem til at få det bedre. Så de måske gør verden bedre. - Det er vel sådan, ja, siger han, hvis værker hænger på alle de fine museer, men hans kunst er slet ikke fin, den er al almindeligheden lige der for snuden af os alle sammen. Han laver skulpturer af sukkerknalder til myrer, kaster snebolde på træer, spiller violin på familiens ged, komponerer en symfoni for fluer og laver en overdådig romantisk installation med titlen "Når regnormene sover" af visne blade, urtepotter og en regn af kassebon-strimler, der agerer lærred for lysbilleder af vinter og grene med sne. Han ser hverdagsverdenen på ny. Hele tiden. Han lukker ikke øjnene et sekund. Som hans datter beskriver i den bog, hun og forældrene har udgivet i anledning af den store udstilling af hans kunst, der lige nu er åben på Nordkraft i Aalborg, så fandt han en morgen en spand i haven, hvor vandet var frosset til is sammen med en håndfuld hø. Han fik bakset isen ud, så på den, og begyndte at lave isskulpturer. Fyldte ting og sager i vandet, lod det fryse og stablede isklumperne i tårne. Når foråret kom, smeltede de. Forsvandt. - Alle hans tanker går til kunst. Al hans tid, siger Jytte. - Jamen, alt er jo kunst, svarer han. Sofabordet, de ser henover, er glødende orange og har ben malet som birketræers hvide stammer. I loftet hænger en hel flok af discokugler i flere størrelser. Uret er neonfarvet og sat ind i en træboks i selskab med Anders And. Foran det knaldrøde skab hænger en uro med bestik. På væggen er der perleplader med myrer på. Lysekronen har pink pynt. Køkkenskabene har sprøjtemalede cirkler. Og fuglehusene på garagen er skrigende grønne. Dagligdagen er generøst overdænget med lyst og leg. Det er svært at være sur, når man træder ind i deres hjem. Intet sted vikles øjet ind i noget grimt og grumt, i stedet drilles man, får åbnet øjnene. Ser pludselig almindelige ting som noget særligt og finder poesien i myrer, som der ifølge Mogens Otto Nielsen er lige så mange af som stjerner på himlen. Han elsker de myrer. - De er dejligt anarkistiske, men også så indviklet organiserede. Hvor kommer den fra, al den fantasi, glæden? Hvorfor er det, han synes, han har det så godt? Måske skyldes det barndommen på Falster, hvor bedstefar var togfører på lokalbanen og bedstemor bar hårnet og kom med citronvand til knægten. Hvor far Erik var blikkenslager og mor Marie landmandsdatter og mor til først Mogens Otto, så to år efter til Torben og to år efter ham til Merete. - Du blev forgudet, konstaterer Jytte, og hendes mand syntes også selv, han har haft "den skønneste familie". Kærlighed har han altid fået, vedstår han, og har også altid malet på den, med den, vist den, givet den farver. Den har skubbet ham på vej. Men også kammeraterne, Hans Henrik Nordstrøm, (som senere blev moderne komponist og lige har været forbi), og Henning Pedersen. - Vi tre snakkede og snakkede og snakkede, fortæller han, og Jytte husker dem gående sammen i skolegården i Nakskov, så fordybet i deres samtaler, at hun i begyndelsen ikke engang var klar over, hvem af dem, hun var mest lun på. - Vi vidste ikke rigtigt noget om noget, men troede jo, vi gjorde, konstaterer Mogens overbærende, og troen var så stærk, at han allerede som 14-årig tog toget fra Nakskov ud til Kragenæs, fordi kromanden der havde sagt ja til at udstille fire af hans malerier. - Det var sgu da ret flot, ikke, komplimenterer han sit barndommens jeg, men kan ikke helt få hold på, hvorfor han havde det der med kunsten i sig. - Jeg vidste, jeg skulle noget med malerier, men hvorfra det kom, aner jeg ikke. Der er ingen i familien af den slags. Men jeg fik jo muligheden ved at vokse op i sådan en solid socialdemokratisk by der i begyndelsen af 1960'erne, hvor pengene gik til at sørge for, at alle fik kultur. Ind imellem gik jeg på biblioteket to til tre gange om dagen ... Han er barn af mødet mellem landbrugssamfundet og den rå industris arbejdsklasse. Han har fået det hele med. Alle klassekampene, fattigdommen, de gamle værdier, der faldt, de nye der kom op overalt. Også i Nakskov. Men Mogens søgte ikke konflikterne. Sammen med de to andre fabulerede og fantaserede han fredeligt i stedet, mens han mærkede sin egen afstand til borgerlige samfund. Pengene var ikke til at sende sønnen på Kunstakademiet eller Kunsthåndværkerskolen i København, men han mistede ikke modet. Han havde luret, at ikke alle kunstnere var udlært på de faste institutioner, var mest tiltrukket af den mere eksperimentelle kunst, og var egentlig tilpas med sin egen vej. Lærepladsen i byens bedste manufakturhandel blev opgivet til fordel for en plads på et reklamebureau. Og han malede, når han kunne. Udstillede endda allerede i realklassen sine malerier på Nakskov Gymnasium, hvor Jytte så dem første gang. - Der var en opmærksomhed i de billeder. En sansning. En kropslighed. Hun forfulgte det. Blev nysgerrig. Ledte efter kunst, der kunne bevæge hende og endte en dag nogle år senere nede foran Galleri Gertie, hvor hun så grafik af Seppo Mattinen, der gjorde et "voldsomt indtryk". Galleriet havde Mogens Otto og tre andre åbnet i et lille byhus i Klostergade, som en "bibliotekar havde købt til os. Sådan var tiden, vi fik så meget støtte, det var fantastisk", husker Mogens Otto. De fire boede i kollektiv på førstesalen og havde udstillinger af andre af de store som Henry Heerup og Svend Wiig Hansen. - Og da jeg kom til galleriet, så stod han der, husker Jytte, og nu sidder de her og har fået Kirstine og Snorre og haft et hverdagsliv på sin vis som så mange andre. Han fulgte efter hende, da hun kom ind på lærerseminariet i Skive. Han tog en uddannelse som børnehavelærer samtidig, og tog med hende til Nordjylland, fordi hun ville arbejde med autistiske børn. Det har hun gjort hele arbejdslivet inde i Hammer Bakker, mens han de fleste år har arbejdet på halv tid nede i den lokale børnehave. - Han er ikke som de fleste kunstnere, der fører sig selv så meget frem, at de bliver skarpe ved hinanden og andre. Men han vil da gerne være berømt. Det er da en drivkraft, det må du da indrømme, griner hun, og han karter rundt i lænestolen, men opponerer ikke. Men det har ikke været den bærende drivkraft. Da var det gået anderledes. Idealismen har altid vejet tungere end berømtheden. - Jeg har aldrig villet lave kunst for at leve af det. Jeg har villet være fri til at lave det, jeg ville, fastslår han, der er en af de meget få anerkendte helt ikke-kommercielle danske kunstnere. Parret i den gamle skole har altid tilhørt venstrefløjen, gik for alvor ind i den brede bevægelse mod EF og var op gennem 1970'erne og 1980'erne blandt andet med i den lokale venstrefløjsavis. Han tegnede valgplakater for Liste G, Brønderslev Tværsocialistiske Liste, men har ikke ellers været indrullet i et parti eller enkeltsager. - Mogens er et andet sted. Op over det hele. Han tænker med hjertet, siger Jytte. Det er først nu, de to har penge til mere end dagen og vejen, for ikke alene er lønningerne til dem, der tager sig af vores børn ikke skyhøje, materialerne til al Mogens Ottos kunst har gennem årene taget en pæn del af husholdningsbudgettet. Og tiden. Som den påske, hvor det havde sneet så meget, og de fire var på vej ud af døren til en eller anden kunstudstilling, og Mogens Otto sagde: Lige et øjeblik. Det tog det ikke, for han begyndte at kaste snebolde op på en samling træer. Og blev ved. Formede spiraler af sne. Og tog billeder af det til sidst. Så kunne de køre. - Da var vi vist steget ud af bilen, erindrer Jytte. At hun har holdt hverdagslivet kørende, mens han har formet det til kunst, er der ikke meget tvivl om, men arbejdsdelingen måtte nu engang være sådan. Og der er så meget mere mellem dem end det. - Han giver mig stabilitet og ro, han hviler sådan i sig selv, han har det godt med sig selv, man har det godt sammen med ham, siger Jytte og tilføjer: - Han har aldrig tvivlet. Han stoler på sig selv. Måske er det derfor, han har det så godt? Fordi han skaber godt omkring sig? Han svarer ikke. Smiler bare. Det er at gå for tæt på, men Jytte vover. - Jo, det er sådan. Han er jo glad ved livet. Det vel det, han giver videre, når man er sammen med ham eller hans kunst? Det er lidt svært at sige, hvad det præcist er, men jeg tror, det er det grundlæggende, forklarer hun, der ser en klar sammenhæng mellem hans valg af hverdag og meningen med hans kunst. - Han føler sig så ansvarlig for det nære, det er det, der tæller, forklarer hun. Han har arbejdet i børnehaven ud af ansvarlighed overfor familiens økonomi og dagligdag, hverdagen skulle være varm, tryg og glad, nysgerrig og legende, med en tro på en bedre verden. Så han har taget børnene med ind i kunstens værksted i børnehaven og derhjemme, har holdt sig tæt på sine egne to børn, også i bøvl og ballade, som de som alle andre familier også har haft. Børnene har haft en særlig rolle. De har spejlet den undren, han altid har med sig. - Jamen, verden er så smuk! Der er så meget fantastisk. Så meget at undre sig over. At glæde sig over. Det skal man gerne sanse, når man ser min kunst. Og det gør man. Når man går rundt nede på udstillingen i Nordkraft eller sidder her i sofaen, puffer livsglæden til øjnene, ørerne, mundvigene, tankerne. Man mærker det knap nok, men man går og griner, sidder og smiler. - Det er vel en glædens undren over det at være til, funderer han, der ikke er kristen eller på anden måde troende, hans undren står over al vanlig religion og alle systemer. - Jeg kan simpelthen ikke forstå, man overhovedet skal producere våben. Hvorfor kan vi mennesker ikke bare give hinanden lov til at eksistere? Han bliver ind imellem grebet af mismod på verdens vegne, vedstår han, og det bliver værre og værre. - Jeg synes, der er så lidt medfølelse - med verden og med hinanden. Det er næsten ikke til at bære. Men netop derfor ville det fanme ikke være så godt, hvis jeg også lavede mismodig kunst, udbryder han med en sjælden hårdhed i stemmen. - Det nytter ikke noget at give op, fordi verden er grusom. Det må kunne lade sig gøre at få folk til at forstå, at glæden er større. At vi ikke behøver at gå med til det. At vi ikke vil være med til det, siger han, der var en af de første til at lege med det verdensomspændende slogan "Make love, not war", som han lavede et af sine mange stempler med og bankede det på plakater, postkort og alt muligt andet. Han har meningsfæller over alt på kloden. Mange af dem samledes i 1970erne og 1980erne om deres mailart, hvor de sendte breve til hinanden som kunst eller koncepter. En del af hans kolossale samling er udstillet på Nordkraft. Langt det meste af det giver smil at se på og læse. Hans kunst kan få folk til at føle, hvordan det kunne være, hvis de vovede at vælge glæden. Den er skabt i en tro på, at mennesket vil det bedste - og kan det, blot det skubbes lidt til. Men han skaber sin kunst i trods. Ikke kun i trods mod den slags samfund, vi lever i. Også i trods mod de vilkår, hans krop har budt ham. Ikke alene har han epilepsi og har i mange år fået forkert medicin, han har udbredt gigt, har også haft en voldsom udgave af Schönlein-Henoch-sygdom, der har ødelagt hans nyrer. I fem år har han siddet i kørestol. Han har nye hofter, nye knæ. Men efter hans højre skulder blev kvast i et fald efter et epileptisk anfald, og han derfor ikke kan løfte eller dreje højre arm, begyndte han blot at male med venstre hånd i stedet. - Det er vel mit temperament, forklarer han. - Sådan er vi. Min mor og far kom også bare rejsende helt herop fra Nakskov, da børnene var små. Det var en lang, lang rejse for ældre folk dengang. Men de ting, der ikke kan forandres, tager vi, som de er. Selv har han aldrig rejst meget på grund af epilepsien. De har været på Kreta og i Berlin, men kontakten til den store verden har været massiv gennem mailart i stedet. Det konkrete liv har været levet her i huset. Sammen med Jytte. - Hun betyder da alt, siger han. Så simpelt er det. Sådan gør han livet så enkelt. Så enkelt som at trække vejret, som han selv har skabt som overskrift på al sin kunst, der er så umiddelbar og let at begribe. Man skal bare åbne øjne og ører. Og gøre det samme med livet selv. Lige nu og her. Så ser man nemlig, som Mogens Otto Nielsen siger det, at "der ikke er nogen grund til ikke at have det godt."