Attrup

Gør en god handel på havnen

Attrup Havn slår dørene op til en folkelig dag

Søndag 30. august er der bagagerumsmarked på havnen i Attrup. Privatfoto
Søndag 30. august er der bagagerumsmarked på havnen i Attrup. Privatfoto

ATTRUP: Det har vist sig at være en særdeles populær beslutning, at de socialøkonomiske virksomheder i Skovsgård-området – med frivillig hjælp både fra egne rækker og fra Attrups Bådelaug og Attrup Borgerforening – først på sommeren genåbnede Attrup Havnecafé med servering.

Siden åbningen sankthansaften har caféen oplevet et forrygende antal gæster, hvoraf rigtigt mange har udtrykt stor tilfredshed over stedet og dets mad.

Og nu kommer der et nyt skud på stammen.

Aktiviteterne og livet på havnen udbygges med et bagagerumsmarked søndag 30. august klokke 11 til 16.

Her er alle velkomne til, helt gratis, at opstille sin egen bod – blot skal man selv tage bord med dertil. I tilfælde af dårligt vejr vil der blive sat telte op, som boderne kan være i.

Markedet danner i øvrigt samme dag udgangspunkt for mange andre aktiviteter på havnen. Havecaféen serverer sin lækre brunch, der kan nydes mod forudbestilling. Senere sælges der også sandwich, lige som maverne tillige kan fyldes med sprøde vafler, som Attrup Borgerforening laver og sælger på stedet.

Havneliv er også sejlerliv, og dette er der mulighed for at få et indblik i, idet nogle af sejlerne i Attrup Bådelaug byder inden for til Åben Båd.

Samtidig har alle børn mulighed for at forlyste sig med fremstilling af deres egen krabbestang eller ved at male på sten. Der vil i løbet af dagen blive kastet flaskeposter ud og fanges disse, venter der gevinster til den heldige.

Arbejdsgruppen bag Attrup Havnecafé forventer i løbet af året at byde på andre arrangementer på havnen og i caféens hyggelige lokaler. pd

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden