Gør gadebørn gladere

Først mødte Suanne Madsen fra Frederikshavn og hendes mand, Leif, de kenyanske gadedrenge med irritation - i dag hjælper de 650 drenge og piger i Kenya

Skolevæsen 9. september 2004 06:00

Beskidte kenyanske gadedrenge, der sniffede lim, efterlod altid uro i kroppen hos Leif og Susanne Madsen, når de var nødsaget til at efterlade bilen i gaderne i Nakuru. Det var indlysende, at børnene stjal. Nu, en halv snes år senere, fortæller det danske par med glæde og entusiasme i stemmen, at de har store forventninger til, at de selvsamme drenge kan være med til at forandre Kenya. - Vi blev jo klar over, at der ikke var tale om nogle skideirriterende drenge men om helt almindelige børn med nogle meget forkerte opvækstbetingelser, så i stedet for at irriteres over dem gik vi ind for at hjælpe dem, fortæller Leif Madsen. Gift med Susanne Madsen, der er født i Asaa og opvokset i Frederikshavn og med en længere årrække i Midtjylland bag sig. Det var der, at Susanne Madsen fødte fire af parrets egne børn. Det sidste, der kom til familien som plejebarn, blev adopteret forud for parrets afrejse til Kenya i 1994. Parret rejste afsted som missionærer udsendt af Betania KirkeCenter, Blåhøj, kun udstyret med en lille sum penge men til gengæld med en urokkelig tro på, at de med Guds hjælp ville kunne gøre en forskel. I dag ved de, at de havde ret, og selv om de første gadebørn forlængst har fået sig en god uddannelse og de næste er godt på vej, har parret ingen aktuelle planer om at vende tilbage til Danmark, hvor de fire af parrets egne børn og to børnebørn i dag bor. - Vi ser hele tiden andre mål og har lyst til at fortsætte, når vi ser behov og resultater, forklarer Leif Madsen. Det lå ellers ikke lige for, at han skulle til Afrika og missionere. Han er uddannet murer og havde som familiefar et vældigt øje til de praktiske og sproglige problemer, der ville være ved at rejse ud. Men det kald, han pludselig oplevede, var stærkest - til stor glæde for Susanne, der fortæller, at hun allerede som 8-årig oplevede sit kald. Tidligt kald - Jeg var til møde i Aalborg, hvor Arne Thomsen fortalte om Afrika. Pludselig så jeg mig selv blandt de afrikanske børn, og selv om jeg var en lille, fin pige, der ikke brød sig om snavs, oplevede jeg det som, at Gud fortalte, at en dag skulle jeg tale til de børn. Oplevelsen blev i Susanne Madsens hjerte. Hun omtalte den dengang for sin mor og far - men aldrig senere for sin mand. - I stedet bad jeg Gud om, at han skulle lade min mand vide, at det at rejse til Afrika var det rigtige for os. - Derfor oplevede jeg det da også meget stærkt, da Leif fik sit kald. I 1992 rejste parret til Afrika for at se forholdene, og tingene lagde sig, som parret siger, til rette for dem i Nakuru i Kenya, hvor parrets børn i januar 94 begyndte i engelsk skole og siden færdiggjorde deres skolegang på en amerikansk kostskole. - I begyndelsen hjalp vi kirkerne med inspiration til børne- og ungearbejde. Kenyanerne lagde mest vægt på voksenarbejde og tænkte ikke nok på, at børn er fremtiden. Noget af det første, der imidlertid fangede parrets opmærksomhed var gadebørnene. De skideirriterende gadebørn, som Leif Madsen i dag med en vis hovedrysten, siger. - Men efterhånden som vi forstod sammenhængen, at forældrene til børnene måske var døde af aids, og at børnene måske var smidt ud af anden familie uden mad og uden andet tøj, end det de gik i, følte vi, at vi måtte hjælpe dem. Spørgsmålet var hvordan. Pengene, som parret var udstyret med, rakte ikke en gang til familiens eget underhold. Det måtte selv rejse hovedparten. Men så var det, at Susanne og Leif Madsen stødte ind i et afrikansk ægtepar, der havde hjerte til børn og allerede forsynede 40-50 gadebørn med mad et par gange om ugen. - Da bestemte vi, at vi skulle hjælpe børnene med mad hver dag, selv om vi ikke havde pengene, siger Susanne Madsen, der kun har en forklaring på, hvordan det efterfølgende lykkedes. - Det står i testamentet, Mathæus evangeliet vers 7 og 8. Hvor der bl.a. står: Søg og du skal finde. Donorer Midlerne er kommet. Eksempelvis i form af briller, doneret af Louis Nielsen i Aalborg, fadderskaber og større pengebeløb fra virksomheder som Lego og fonde i Danmark og det i sådan et omfang, at det ikke bare er lykkedes parrene at skaffe gadebørnene mad men også tøj, skolegang og uddannelse. Ialt 650 børn - først og fremmest drenge - er kommet i betragtning men inden for det seneste år er hjælpen også kommet til at omfatte pigerne, hvis problemer ofte er mere skjulte. - De sniffende drenge kom af sig selv. De var ivrige efter at komme ud af deres misbrug, og efterhånden som de fandt ud af, at nogen holdt af dem, begyndte forandringerne i deres liv, fortæller Leif Madsen. At få drengene til at forstå, at de var elskede, at Gud også elskede dem, at de var værd at holde af, og at der er brug for dem, var imidlertid ikke helt nemt. - De afprøvede grænser for at se, om de blev smidt ud, fortæller Susanne Madsen. Men børnene blev ikke smidt ud, og i dag er for eksempel Paul skrædder og i stand til at ernære en hel familie med en symaskine fra Danmark. - Det er vores mål ikke at slippe nogle, inden de har fået arbejde, og indtil nu er det lykkedes, fortæller Leif Madsen, der ikke erindrer flere end tre eller fire, der selv har valgt at droppe ud. - Gud ser os som hele mennesker med behov for basale ting som tøj, mad, fællesskab og omsorg, forklarer parret deres valg i Kenya. Hjælp til pigerne I begyndelsen fik 100 gadebørn mad og et par timers skoleundervisning om dagen. Så nåede antallet op på 200, og i dag får 500 gadebørn foruden mad fuld skolegang til og med 8. klasse. Yderligere har parret ca. 100 børn fra fattige familier, som bliver sponseret til skolegang, uniform og bøger foruden, at det har to rehabiliteringshjem, The New Life Houses, et for drenge og som noget helt nyt et for piger. I forbindelse med de månedlige fester for drengene, dukkede nemlig først Ester, så Joyce og Grace og dernæst Caroline op. Sultne og udstødte - og kun som de første af en række piger, der dukkede op. - Hvad skulle vi gøre, da de pludselig kom? Susanne spørger - og giver selv svaret: Vi var jo nødt til at gøre noget. Først blev pigernes historie, lige som drengenes, tjekket med regeringskontorenes hjælp - og for et år siden åbnede parret dets første rehabiliteringscenter for piger. Hvor drengene på deres rehabiliteringscenter lærer at begå sig på læderværksted og snedkerværksted, lærer pigerne om hygiejne og mad samt at sy i syskolen. - Der er et kæmpebehov for hjælp til pigerne, siger parret, der med hjælp fra 26 lokalt ansatte er på vej til at overflødiggøre sig i forbindelse med det rene gadebørnsprojekt. Ikke fordi det er på vej tilbage til Danmark men fordi, at det har et nyt mål i Kenya. - Vi tænker på at lave et krisecenter for kvinder. Et stort antal kvinder bor og lever på lossepladser - ofte med børn både på ryg og ved hænderne. For at ernære sig må de prostituere sig - med overhængende fare for at blive smittet med hiv og udvikle aids. Vi vil gerne være med til at hjælpe også disse kvinder. - Vi føler os, tilføjer Leif Madsen, meget priviligerede over at have så meningsfyldt et arbejde. Men parret tager, indrømmer det, fortsat kun to år i Kenya ad gangen. For børnene, hvoraf fire nu bor i Danmark, heraf en i Aalborg, trækker. Det samme gør selvfølgelig børnebørnene. Derfor er de næste to år også arrangeret sådan, at parret efter seks måneders arbejde i Kenya og ikke som hidtil 12 måneders arbejde skal arbejde to måneder i Danmark og så fremdeles. I Danmark rejser det rundt og holder foredrag om arbejdet med gadebørnene men også om det øvrige oplysende arbejde om aids, Jesus og hygiejne blandt masaier og kvinder i håb om at rejse penge til både det eksisterende arbejde og nye påtænkte projekter. Og pengene kommer. Ikke bare fra Danmark og Færøerne men også fra Island og de øvrige nordiske lande. Men der er også tid til at fortælle de danske børn om forholdene i Afrika. For eksempel konfirmanderne i Støvring og 4. klasserne i Dronninglund, der efterlyste en venskabsklasse i Nakuru, foruden naturligvis 10. klasses eleverne på Pinsebevægelsens Efterskole i Mariager, der hvert år er i Kenya og hjælpe parret med at nå de unge dér.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...