Gør ikke grin med os

Aalborg 18. september 2002 08:00

BUDGET: Hvad skal du lave i din weekend? Almindeligt spørgsmål kolleger imellem når weekenden står for døren. "Jeg skal dele telefonbøger ud!". Så er det at nogen af dem ser på én med undrende øjne: "Konen må være gal" ser de ud som om de tænker. Ja, gal må man da være - og det er de 30 andre frivillige FDF-ledere også som jeg deler telefonbøgerne ud sammen med. Hvad er det så jeg får ud af at slæbe rundt med de telefonbøger? - jo, man får økonomien til at hænge sammen i den FDF-kreds som jeg er medlem af. Og nu skal vi så endnu engang til at tænke over hvordan vi skaffer endnu flere penge. Og så er det sgu' man for alvor bliver GAL. I sommer var min familie og jeg på en tur til Sverige. Vi boede i en hytte i nærheden af et hotel og udenfor var der et skilt hvor der stod: "Skattejagt - 80 kr." Det betød så at man kunne aflevere sine børn på hotellet og en ansat ville så, for en betaling af 80 kr. pr. barn, tage dem med på skattejagt i en time. Min mand og jeg kunne ikke lade være med at grine lidt, for ugen før havde vi været på FDF-sommerlejr, hvor vi en uge i træk havde stået for den ene skattejagt, natløb, mv. efter den anden. Vi fik ikke 80 kroner i timen pr. barn - nej men til gengæld havde vi betalt for at være med, ligesom vi også betaler kontingent til kredsen på lige fod med de børn, der går der. Jeg render tit ind i folk, der har været spejder eller FDF'er i deres barndom. Mange gange kan det ofte være en kort periode, de har været medlem, så har en anden interesse fået overtaget, men perioden har alligevel gjort et dybt indtryk og de fortæller med glæde om de gode oplevelser de har fået. Og det gør mig i den grad glad at tænke på, at jeg måske kan være en del af en god barndomsoplevelse for de børn, jeg har med at gøre ved FDF. Vi frivillige ulønnede FDF'ere og øvrige spejdere giver gerne vores kostbare fritid helt gratis til børn, der er borgere i Aalborg Kommune, og vi gør det med glæde. Men selvom vi er lidt gale, skal man jo ikke gøre grin med os vel?

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...