Gør klar til elbiler

Opladere op ved rådhusene i Brønderslev og Dronninglund.

Lene Hansen og forretningsudvikler Helene Lund Juul fra Better Place ved en stander som den, der kommer op i Brønderslev. Foto: Bent Bach
Biler 28. september 2011 13:22

El-biler vil snart dukke op i gadebilledet i Brønderslev Kommune. Borgmester Lene Hansen undersskrev i går en samarbejdsaftale med elbiloperatøren Better Place. Dermed skaber kommunen grundlaget for, at el-biler fremover kan blive en naturlig del af gadebilledet. Brønderslev Kommune har som klimakommune forpligtet sig til at reducere udledning af CO2 med 2 procent årligt de næste 25 år, og bl.a. kommunens kørsel er et område, der skal bidrage til reduktionen. Derfor vil elbiler kunne medvirke til, at kommunen når sit mål: - Jeg har fra starten af min borgmestertid ikke lagt skjul på, at jeg meget gerne ser Brønderslev Kommune være i front, når det gælder miljørigtige løsninger. Nu får vi muligheden for at være klar med ladestandere, når de første elbiler ruller ind i Brønderslev. Og jeg ser meget gerne, at den kommunale bilpark i højere grad skifter fra almindelige biler til el-biler, fortæller borgmester Lene Hansen. Hun er samtidig glad for, at løsningen fra Better Place er en såkaldte intelligent opladning: - Det betyder, at CO2-neutral strøm fra vindmøller er med til at give strøm til el-bilerne. På den måde udnyttes det grønne potentiale optimalt. I første omgang foreslår man fra miljø- og teknikforvaltningen, at der opstilles to ladestandere i Brønderslev by og eventuelt Hjallerup og Dronninglund. Hver ladestander kan forsyne to biler med strøm, og det er firmaet Better Plisse, der bærer alle udgifter til ladestandere, opstilling og vedligehold. Better Place er ved at udrulle et landsdækkende netværk af ladestandere og batteriskiftestationer til el-biler. I første omgang opfører virksomheden 20 batteriskiftestationer langs de danske hovedfærdselsårer, hvor det er muligt for el-bilister at skifte batteriet på mindre end fem minutter. Batteriskiftestationerne suppleres af hundredvis af ladestandere i byrummet, hvor det er muligt at oplade el-bilerne, mens de holder parkeret. Hos Better Place glæder man sig over at der nu også bliver stillet ladestandere op i Brønderslev Kommune: - Med samarbejdsaftalen giver vi borgerne i Brønderslev og omegn de bedste forudsætninger for at skifte til el-bil. Lokalkendskabet fra kommunens eksperter gør, at vi kan placere de offentlige ladestandere, hvor de gør allermest gavn for de kommende elbilister. - Forhåbentlig får det rigtig mange i kommunen til at se nærmere på de moderne elbiler, som lige nu ruller ud på de danske veje, fortæller Thomas Hedegaard, forretningsudviklingschef i Better Place. Lene Hansen fortæller, at der i forbindelse med næste udbud for leasing af biler vil ske en udformning, så én eller to biler skal være el-biler. Brønderslev Kommune har biler i blandt andet hjemmeplejen, til sagsbehandlere med flere. Ifølge Lene Hansen er rådhusene i Brønderslev og Dronninglund oplagte steder for placering af standere. El-standerne vil komme op i løbet af 2012. De kan benyttes af alle ejere af el-biler, der indgår aftale. Better Place Danmark er på vej med 20 standere. Den første er klar i København. I det nordjyske er Frederikshavn og Støvring på vej med standere.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...