EMNER

Gør op med bureaukrati

Det siger sig selv, at jo mere om ikke magtfuldt, så i hvert fald synligt og markant, et nyt parti som Ny Alliance, bliver, desto hårdere er kritikken af ikke bare dets stiftere, i dette tilfælde Naser Khader, Gitte Seeberg og Anders Samuelsen, men også deres motiver. Og synligt og markant er Ny Alliance virkelige blevet i løbet af ganske få dage, hvor det blandt meget andet er lykkedes at gøre selve medlemsforeningen bag partiet næsten lige så stor som - om ikke ligefrem større end - hos det parti, som Naser Khader har valgt at bryde ud fra, nemlig Det Radikale Venstre. I disse tider, hvor det fyger med mere eller mindre fantasifulde og fritflyvende resultater af meningsmålinger, der forsyner Ny Alliance med udsigten fra 17 og helt op til 29 mandater, er det indlysende, at partiet bliver taget alvorligt. Måske ikke mindst af den siddende regeringsleder, statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), der indtil videre har måttet afgive ét partimedlem til det nye parti. Og som har markeret, at der ikke skal forsvinde mange flere, før der bliver udskrevet valg. Blandt meget andet har Ny Alliance måttet lægge øre til heftig kritik for ikke straks at have lagt et fuldt færdigt partiprogram på bordet. Det er i nogle kredse blevet udlagt som en lidt kæk bemærkning i retning af en rubrikannonce: ”Haves: Parti. Søges: Politik”. Men sådan er det ikke nødvendigvis. I sit udgangspunkt kan Ny Alliance vanskeligt aflæses som andet end et opgør med mindst to ting. Dels en meget stivnet skattepolitik med et skattestop, der gør det umuligt at foretage meget andet end småjusteringer - dels en ret direkte protest mod de 12 procent af vælgerne, der har valgt at stemme på et parti som Dansk Folkeparti, som har valgt at gøre bemærkelsesværdigt hadske fremmedholdninger til sit varemærke. Ny Alliance er meget andet - men også et borgerligt opgør med en regering, der ind imellem læner sig alt for tungt op ad ét og kun ét støtteparti. Men naturligvis skal Ny Alliance i gang med sit partiprogram og meget andet, herunder kampen med en meget bureaukratisk og besværlig vej for i det hele taget at blive opstillet, en vej, som de gamle partier i Folketinget ikke ligefrem kan siges at have banet. Var det ikke mere demokratisk at gøre det lettere at blive opstillet - men fastholde kravet om to procent for at blive repræsenteret? Det ville fremme mangfoldigheden.