Gør op med råd–dent sy–stem

Det bur–de give en gan–ske tryg for–nem–mel–se i ma–ven at køre ind over græn–sen til Dan–mark. Ga–der–ne er fe–je–de. Pos–ten kom–mer næs–ten til ti–den. Og po–li–ti–et gør det, po–li–ti–et skal: Vog–ter få–re–ne og skræm–mer ul–ve–ne bort. Men den nord–jyske Jens Arne-sag kan pist få den tryg–ge for–nem–mel–se til at for–svin–de. En ung mand dør i po–li–ti–ets va–re–tægt. Og i ti–mer–ne, da–ge–ne, uger–ne, må–ne–der–ne og åre–ne ef–ter luk–ker sy–ste–met sig som en øs–ters om sig selv og sa–gens ker–ne: Gjor–de po–li–ti–et det, po–li–ti–et må, kan og bør gøre i så–dan en si–tua–tion? - In–tet for–kert er sket her. Alt er, som det skal være. Passér ga–den, ly–der de sam–stem–men–de råb fra po–li–ti–et, stats–ad–vo–ka–ten og rigs–ad–vo–ka–ten. Se, hvis man kun–ne sto–le på, at bud–ska–ber–ne var san–de - at de byg–ge–de på fak–ta - ja, så var der in–tet at skri–ve om. Pro–ble–met er blot, at bud–ska–ber–ne byg–ger på løst sand. Gen–tag–ne gan–ge er stats–ad–vo–ka–ten i Aal–borg ta–get i at skju–le, for–tie og un–der–tryk–ke in–for–ma–tio–ner, der be–stemt er re–le–van–te for at for–stå Jens Arne-sa–gens ret–te sam–men–hæng. Se–nest i da–gens avis kan man læse om en ob–duk–tions–rap–port med væ–sent–li–ge op–lys–nin–ger, der di–rek–te ly–ves om i stats–ad–vo–ka–tens egne kon–klu–sio–ner. Po–li–ti–ets og der–med myn–dig–he–der–nes mot–iver kan man jo kun gæt–te på. Kun–ne et svar være, at man for alt i ver–den øns–ker at be–skyt–te sine egne får? Velvidende, at der vil smutte en ulv gennem nettet fra tid til an–den? Hvis sva–ret er ja, er det ikke kun skræm–men–de. Så er det di–rek–te op–rø–ren–de. Og sa–gen bli–ver ikke køn–ne–re af den in–te–res–se - el–ler man–gel på sam–me - den øv–er–ste po–li–tis–ke an–svar–li–ge, jus–tits–mi–nis–te–ren, har vist i den–ne sag. For når det gæl–der be–skyt–tel–se af vo–res dy–re–ven–ner el–ler fron–ta–le an–greb på kri–mi–nel–le ind–van–drere, kni–ber det sjældent med at få Lene Es–per–sen i tale. Men når sy–ste–met selv fej–ler, er kom–men–ta–rer–ne spar–som–me og oftest helt fra–væ–ren–de. Den op–før–sel klæ–der hver–ken sy–ste–met selv el–ler dem, vi har valgt til at hol–de sy–ste–met i øre–rne. Det er for længst ble–vet tid til at gøre op med et råd–dent sy–stem. Det viser Jens Arne-sagen med al tydelig effekt. Problemet er synligt for enhver, der vil se sandheden i øjnene: Man sæt–ter al–drig ul–ven til at vog–te få–re–ne. For uan–set hvor be–kvemt det måt–te være, for–tje–ner vi et bed–re for–svar.