EMNER

Gør os ikke til kriminelle

KNIVBÆRERE:Ellers uskyldige danskere er gjort kriminelle, fordi de i deres biler har haft "farlige våben". I et tilfælde fandt politiet ved visitation af bilen to små hobbyknive, som den unge ejer efter endt arbejde havde lagt i dørlommen, og i et andet tilfælde havde den unge ejer af en anden bil en kniv, der var sølle tre mm for lang. Begge unge er idømt store bøder samt syv dages fængsel for en bagatelagtig forseelse. Samtidig er deres fremtid lagt i ruiner. Er det virkelig meningen, at det danske folketing vedtager love, der kun kan ses som et forsøg på at kriminalisere mennesker, der aldrig har haft intentioner om at ville begå forbrydelser. De dommere, der har idømt disse unge burde bruge deres sunde fornuft og i stedet belært dem om, at det også er forbudt at have små "farlige våben" i en bil. Hvis de havde gået rundt med disse knive i deres lomme og været på værtshus eller andre offentlige steder en mørk aften havde sagen været noget anderledes. På min otte års fødselsdag fik jeg af mine forældre en lommekniv i fødselsdagsgave, så jeg har været kriminel i 65 år. Vi diskuterede for mange år siden på min arbejdsplads om at gå med lommekniv. Dem, der aldrig havde gået med lommekniv, kunne ikke forstå, at det skulle være nødvendigt, hvad det måske heller ikke er, men vi, der gik med kniv, kunne fortælle, at den blev brugt mange gange daglig, og når en af dem, der ikke gik med lommekniv, havde brug for en, vidste de godt, hvor de kunne låne en! 80 pct. af den danske lovgivning bliver besluttet i EU, så vore politikere burde lave love, der er mere gennemtænkte end det makværk, de ellers præsenterer. De må da have tid til det!