Gør system mere fleksibelt

En tredjedel af arbejdsstyrken står i dag uden økonomisk sikkerhedsnet i tilfælde af ledighed.

Arbejdsløshed 1. februar 2009 05:00

A-KASSE: En tredjedel af arbejdsstyrken står i dag uden økonomisk sikkerhedsnet i tilfælde af ledighed. I en tid, hvor troen på, at man med sikkerhed kunne finde sig et nyt, hvis man skulle miste sit job, har fået denne gruppe til at vælge a-kassemedlemskabet fra. En nylig undersøgelse viser, at ca. 45 pct. af den gruppe, der ikke er arbejdsløshedsforsikret i en a-kasse, fejlagtigt tror på automatisk kontanthjælp i tilfælde af ledighed. Men sådan hænger tingene ikke sammen. Friværdi, mere end 10.000 kr. i banken eller en ægtefælle, der tjener ca. 28.000 kr. om måneden, sætter en stopper for kontanthjælp. Også for a-kassemedlemmer kan det have fatale konsekvenser at blive ledig med en understøttelse, der kun er en brøkdel af indkomsten. For mange er udsigten til en udbetaling fra a-kassesystemet på 15.700 kr. åbenlys utilstrækkelig. Frie Funktionærer mener, at systemet skal være mere fleksibelt, så man kan vælge en højere dækning i en kortere periode. Derfor har vi i FRIE Funktionærer valgt, som den første fagforening, at tilbyde en fuld lønsikring, så man kan sikre sig 80 pct. af sin nuværende løn op til 30.000 kr. om måneden efter kun seks måneders medlemskab. Ordningen er en 100 pct. privatfinansieret ordning, som FRIE Funktionærer har turdet sætte i værk fordi vi har rigtig gode erfaringer med hurtig genplacering af vores ledige medlemmer. Jeg mener, at der længe har været behov for et mere fleksibelt a-kasse system, der reelt gav ledige mulighed for at koncentrere sig om at komme hurtigt i job igen, uden også at skulle have spekulationer om familiens økonomi, hus og hjem på den korte bane. Jeg er sikker på at et mere fleksibelt a-kassesystem ville appellere mere til de unge, der i dag står uden dækning, fordi de har fravalgt et 100 år gammelt a-kassesystem, fordi deres behov er et sikkerhedsnet med en tidssvarende dækning i en kortere periode kombineret med en aktiv, professionel hjælp til at komme i et nyt job i en fart. Behov som de i dag ikke kan få dækket i det nuværende a-kassesystem.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...