Gør vi arbejdet godt nok?

Det er farligt at spare på antallet af anbringelser uden for hjemmet - og overlade til lærere at undervise mere og mere destruktive børn og unge.

En 15-årige dreng myrder i oktober en tilfældig 48-årig mand på en sti ved Aalborg Stadion. Allerede som otte-årig viste han tegn på dårlig trivsel, og en skoleinspektør klandrer socialforvaltningen for ikke at have taget lærernes advarsler alvorligt nok. Sager, hvor der ikke gribes ind i tide, bliver der flere af. Lærere og socialrådgivere må derfor spørge sig selv, om vi gør arbejdet godt nok? Og kommunerne må undersøge, om ressourcer og rammer er i orden. Ud over drengen fra Aalborg, har medierne i det sidste års tid bragt flere og flere historier om, at der ikke er blevet grebet ind i tide, hvis børn eller unge har været i vanskeligheder. Tønder-sagen står for mange som et af de mest frygtindgydende eksempler på, hvor galt det kan gå, når systemerne svigter børn. DER ER derfor al mulig grund til at stille spørgsmålet om lærere, socialrådgivere og andre faggrupper er gode nok til at samarbejde om børn og unge, der tumler med problemer? Og om vores hjælpesystem er gearet til at hjælpe de stadig flere børn med behov for ekstra støtte? Danmarks Lærerforening og Dansk Socialrådgiverforening vil have et bedre samarbejde om støtten til udsatte børn. Tidligt, fleksibelt og i en form, så skolerne også får hjælp til en bedre hverdag. Det er temaet for projekt Hånd om Alle Børn, som de to foreninger i fællesskab har etableret. Her forsøger vi at rejse en debat om, hvordan vi hjælper udsatte børn bedst muligt i folkeskolen. Helst på en måde så det kun i sjældne tilfælde ender med en anbringelse udenfor hjemmet. SAGEN ER, at lærere ofte støder ind i børn, der har det så skidt, at de måske skal have hjælp af det sociale system. De slås selv for at hjælpe børnene i hverdagen, men næste skridt er ofte en underretning til socialrådgiverne på forvaltningen. De vil så undersøge sagen, og i nogle tilfælde vil der blive truffet beslutning om støtte efter serviceloven. Lærerne vil på grund af socialrådgivernes tavshedspligt ofte ikke få besked om, hvad der sker, når de har underrettet. Det er ikke nogen ideel måde at samarbejde om et barn på. Lærerne vil ofte være alene om at støtte barnet i lang tid, og de vil mangle hjælp, hvis de er i tvivl. Socialrådgiverne vil høre om sagen for sent, når problemerne måske er vokset alle over hovedet, og når kravet kan være, at barnet skal væk fra skolen og måske anbringes udenfor hjemmet. Forældrene og barnet risikerer at komme i klemme mellem de to systemer, og de vil først møde servicelovens muligheder for hjælp i en tilspidset situation. EN UNDERSØGELSE fra Scharling Reseach viste for nylig, at næsten 60 procent af lærerne har oplevet omsorgssvigtede børn, som de efterfølgende føler, de burde have underrettet de sociale myndigheder om. En tredjedel af lærerne synes selv, de mangler viden for at kunne vurdere, om en mistanke skal indberettes, og nogen viger tilbage fra at gøre det, fordi det kan vanskeliggøre samarbejdet med forældrene. Sender lærerne en underretning, viser deres kommentarer i undersøgelsen, at de især er frustrerede over ikke at få noget at vide om, hvad socialforvaltningen gør ved sagen. Det er her, socialrådgivernes tavshedspligt spiller ind. Det er begrænset, hvad de efterfølgende kan fortælle lærerne om sagen. Anbringelsesreformen fra 2006, som skulle sikre en tidlig indsats for truede børn, forpligter socialforvaltningen til at sende en kvittering til underretteren senest seks dage efter, at den er modtaget. I mange kommuner løses problemerne med tavshedspligten ved, at forældrene underskriver en erklæring om, at der må udveksles oplysninger mellem de involverede parter på skolen og i socialforvaltning. Så er loven overholdt. Men hvis en lærer ønsker at dele sin bekymring for et barn med andre fagpersoner for at få hjælp uden at orientere forældrene, er der en lovgivningsmæssig gråzone. Det afholder nogle lærere fra at gøre noget. DET ER en gammeldags og formalistisk måde at arbejde på. De længere og længere ventelister for at komme til børnepsykiatrisk undersøgelse eller til skolepsykolog er et signal om, at børn og familier tumler med større og større problemer nu om dage. Tiden er inde til et tættere samarbejde og til at tænke nyt om, hvordan det skal foregå. Københavns Kommune har for nylig ansat 10 socialrådgivere til at hjælpe på skolerne. I andre kommuner ¿ for eksempel Herlev ¿ kommer en socialrådgiver en fast dag om ugen på en skole. Samarbejde går nu en gang lettere, når man kender hinanden. Ud over kontakt til lærere og elever deltager socialrådgiveren i et tværfagligt team, hvor også PPR-psykolog, sundhedsplejerske, støttecenterlærer, SFO og skolens ledelse er repræsenteret. Det tværfaglige team virker også som en støtte til lærerne, hvor deres bekymringer for børnene kan luftes i et professionelt forum. Her kan de også få ny inspiration i det ofte ensomme og slidsomme job med at undervise børn i vanskeligheder. NOGLE kommuner - for eksempel Fredericia ¿ har kombineret de tværfaglige teams med at uddanne såkaldte AKT-medarbejdere til at støtte lærerne i arbejdet med børn i vanskeligheder og deres familier. AKT står for Adfærd, Kontakt og Trivsel. AKT-medarbejderne er efteruddannet i supervision og kommunikation, og de har samtaler med elever om for eksempel skilsmisse og dødsfald og støtter lærerne i klassen. AKT-medarbejdere bliver nogen steder kombineret med projekter for børn i alderen 6-16 år, som kan hjælpe børnene med de ting, som forældrene ikke får gjort. Ting som bevirker, at børnene skiller sig ud i skolen og måske er i fare for at blive anbragt udenfor hjemmet. Projekterne hjælper for eksempel med lektielæsning, at sende børnene til aktiviteter, smøre madpakker og at lave mad. Nogen steder tilbydes hjælp til at få familieliv og opdragelse til at fungere bedre. Disse tiltag har mange navne: Heldagsskole, familieværksted, projekt, dagbehandling osv. Tankegangen er, at mange børn og unge hjælpes ligeså godt i hjem og nærmiljø, som ved blive sendt væk på en institution, i familiepleje eller på et opholdssted. Udfordringen for kommunerne er så at udvikle støtten i nærmiljøet, og inddrage lokalområdet i den sociale indsats. Det nye for skolerne er at udvikle støtteformer til disse elever, så flere elever kan rummes indenfor det normale klassemiljø. Faren er, at lokalpolitikerne bare sparer på antallet af anbringelser udenfor hjemmet, og overlader til lærerne at undervise mere og mere destruktive børn og unge. Ressourcer og støtte skal følge med. Ellers lykkes det ikke at tage hånd om flere børn! Hånd om Alle Børn og Rebild Kommune har indkaldt til temadag søndag 7. januar på Kulturstationen i Skørping, for at drøfte: ¿Hvorfor er det så svært, når vi alle så gerne vil det bedste?¿. Yderligere oplysninger på www.alleboern.dk. [ Søren Eriksen er formand for Himmerlands Lærerkreds, og Søren Jul Andersen er formand for Region Nord i Dansk Socialrådgiver- forening.