Gøttrup-pony udgik på svær DM bane

Heste 6. september 2002 08:00

GØTTRUP: 11-årige Pernille Madsen og ponyen Tøsen måtte udgå i de indledende runder af DM i ridebanespringning for treer-ponyer, som blev holdt i Odsherred i weekenden. Pernille Madsen var meget nervøs inden starten og havde problemer med den meget svære bane. Og det var hun ikke ene om. I alt 17 ud af de 30 ekvipager som startede på banen, måtte udgå undervejs. Og kun tre gennemførte uden fejl. Det er meget usædvanligt, oplyser Penille Madsens mor, som var med sin datter til stævnet på Sjælland. Normalt skal man ride fejlfrit for at komme i finalen ved landsstævner, men i år havde finaledeltagerne helt op til otte fejl. - Næsten alle rytterne fik et knæk og var rystede af den svære bane. Men nu har vi noget at arbejde med. Pernille har snust til danmarksmesterskabet og fået en oplevelse ud af det. Vi håber, at hun kommer stærkt tilbage næste år. Pernille Madsen kan i princippet deltage i DM for treer-ponyer to gange mere, inden hun bliver for gammel. Men på grund af hendes størrelse er næste år formentlig sidste chance for at være med på topplan.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...