GOG's landsholdsfløj skifter til Flensburg-Handewitt

Landsholdsspilleren Emil Jakobsen skifter fra GOG til Flensburg-Handewitt på en treårig kontrakt.

Emil Jakobsen har scoret mål på samlebånd for GOG.

Emil Jakobsen har scoret mål på samlebånd for GOG.

GUDME:GOG's landsholdsfløj Emil Jakobsen skifter den danske liga ud med Bundesligaen fra næste sæson.

Således har han skrevet under på en treårig kontrakt med den nordtyske storklub Flensburg-Handewitt, beretter klubben på sin hjemmeside.

Dermed kommer den 22-årige venstre fløj til en storklub, der historisk set har haft et særdeles godt øje til danske profiler.

- Jeg er meget stolt over, at jeg snart skal spille for denne fantastisk klub. Jeg har drømt om at skifte til klubben i årevis. Mange store danske spillere har præget min position, og den succes vil jeg gerne fortsætte, siger Jakobsen til den tyske klubs hjemmeside.

Flensburg-Handewitt henter Jakobsen som erstatning for nordmanden Magnus Jøndal, fortæller Flensburg-træner Maik Machulla.

- Jeg er stolt over, at Emil har valgt vores projekt. Vi er sikre på, at han passer perfekt ind på holdet og til vores filosofi. Han har allerede udviklet sig meget fysisk og teknisk, og han har stadig et utroligt stort potentiale til at udvikle sig, siger Machulla.

Jakobsen har et år tilbage af kontrakten med GOG, men med store præstationer har han gjort sig interessant på det store håndboldmarked.

Derfor vidste GOG godt, at man havde fløjen på lånt tid, fortæller GOG-direktør Kasper Jørgensen til fynboernes hjemmeside.

- Vi havde kontrakt med Emil til sommeren 2022, men det er klart, at når en ung spiller over en lang periode bidrager med så mange og så flotte scoringer og samtidig spiller sig på landsholdet, så er vi godt klar over, at tiden i GOG-trøjen sandsynligvis lakker mod enden.

- Sådan er kårene for klubberne i den danske liga, og vi beviser endnu engang, at vores spillere er interessante for de største håndboldklubber i verden, siger Kasper Jørgensen.

Landstræner Nikolaj Jacobsen har brugt Emil Jakobsen på landsholdet i 2019 og 2020, og han er i spil til VM i januar, hvor Danmark stiller op som forsvarende verdensmester.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.