GOG fyrer Ulf Schefert

Svenskeren Ulf Schefvert er fyret som cheftræner i Odense GOG. Han afløses af klubbens sportschef, Kenneth Sahlholdt.

Ulf Schefvert er ikke længere cheftræner for håndboldkvinderne i Odense GOG. Svenskeren er tirsdag blevet fritstillet med omgående virkning på grund af skuffende resultater. - Vi kom godt fra start i sæsonen, men herefter har der været en lang periode, hvor holdet har lidt store nederlag og ikke præsteret tilfredsstillende. Den periode har vi ikke været i stand til at bryde efter VM-pausen. Derfor er et skift på trænerposten nødvendigt, siger klubbens direktør i en pressemeddelelse. Holdet skal i stedet trænes af Kenneth Sahlholdt, der indtil da fungerede som sportschef. Sahlholdt har dog tidligere trænet holdet og har derigennem også haft et godt samarbejde med holdets assistenttræner, Flemming Larsen. Schefvert var tidligere dansk herrelandstræner, inden han kom til GOG i 2007 som træner for klubbens herrehold. Han var i en periode også træner for det svenske damelandshold, inden han overtog ansvaret for GOG-damerne sidste år. /ritzau/