GOG knuser Sønderjyske og fortsætter semifinalekurs

Der var markant niveauforskel over 60 minutter, da GOG's håndboldherrer slog Sønderjyske med ni mål.

Morten Olsen (i gult) var godt spillende og scorede syv mål, da GOG rykkede endnu tættere på en plads i semifinalerne i ligaen.

Morten Olsen (i gult) var godt spillende og scorede syv mål, da GOG rykkede endnu tættere på en plads i semifinalerne i ligaen.

GUDME:Håndboldherrerne fra GOG havde ingen problemer med at tage den anden sejr af to mulige i slutspilsgruppen, da Jan Pytlicks Sønderjyske gæstede Gudme lørdag aften i ligaen.

I en meget ensidig affære vandt favoritterne med 36-27 efter en føring på seks mål ved pausen.

Sejren sender GOG op på seks point i slutspilsgruppen med solid kurs mod semifinalerne.

Sønderjyske har to point, hvilket er ét færre end Bjerringbro-Silkeborg, som lige nu indtager andenpladsen, der også giver en billet til semifinalerne. KIF Kolding er uden point. Der resterer fire gruppekampe for alle holdene.

Gæsterne var med i kampen indtil midtvejs i første halvleg, hvor grundspilsvinderne begyndte at trække fra.

Viktor Gisli Hallgrimsson i GOG's mål begyndte at tage fra mellem stængerne, mens den velsmurte fynske angrebsmaskine var kommet i omdrejninger.

Morten Olsen og Emil Lærke var farlige fra distancen og leverede fem mål hver inden pausen, hvor GOG var foran med 18-12.

Hjemmeholdet sørgede for at holde tempoet og trykket fra starten af anden halvleg, så der aldrig blev tvivl om udfaldet af kampen.

Ti minutter efter pausen hed føringen 25-15, og selv om holdet tabte lidt intensitet i fem-ti minutter derfra, så fik cheftræner Nicolej Krickau hanket op i spillerne med en timeout.

Sønderjyderne kom aldrig tættere på end syv måls forskel, selv om Krickau med tanke på GOG's hårde program for tiden begyndte at skifte stamspillere ud i de sidste ti minutter.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden